– Vi fik jo en skæv start, hvor vi skulle holde lukket de første tre måneder på grund af corona. Men da vi åbnede op den 9. juni, gik det ellers over stok og sten. Vi solgte varme glas lige fra produktionen, fordi vi endnu ikke havde nået at bygge varelageret op, hvilket man typisk gør i marts og april måned, fortæller Michael Brandt, der vurderer, at man sidste år havde 50.000 kunder igennem.
Solgte meget unika
Michael Brandt overtog med partner Jan Engelbrecht, manden bag det danske designbrand Eva Solo, det hæderkronede glaspusteri fra grundlæggere Maibritt Jönsson og Pete Hunner den 7. marts sidste år. Jan Engelbrecht fungerer som såkaldt sleeping partner i ejerstrukturen, mens Michael Brandt står for den daglige drift og ledelse i huset. Han kommer til jobbet med mange års erfaring fra anerkendte designbrands som Georg Jensen, Kosta Boda og Iittala, hvor han har arbejdet med salg og eksport. Han har derfor også nydt, at han nu kan komme helt tæt på produktionen i Baltic Sea Glass.
– Det er spændende at komme i sådan en produktionsvirksomhed, hvor man med dags varsel kan skifte og justere på produktionen efter efterspørgslen, fortæller Michael Brandt, der oplever, at kunderne sidste år var færre, men købekraften til gengæld var større. Og det er både Baltic Sea Glass' standardsortiment med de velkendte trebensvaser og glas i sildebensmotiv, der er blevet langet over disken. Men man har også oplevet et godt salg på brandets Unika varer, fortæller den nye ejer.
– Vi solgte faktisk tre fade til 100.000 kroner stykket sidste år. Det er temmeligt imponerende, når man tænker på, at det næsten udelukkende er danskerne, der har båret salget igennem, og at vi hverken har set tyske turister eller krydstogtturister, som plejer at være en stor del af vores kundegruppe, siger Michael Brandt.