ERHVERV
På adressen Snellemark 1 har Sanya Pedersen i denne uge slået dørene op til en massageklinik, der har fået navnet Sanya Thai Massage
– Jeg har længe gerne villet åbne selv, fortæller Sanya Pedersen, som kom til Bornholm for fem år siden og bor i Hasle med sin mand.
– Jeg er fra en lille landsby i Thailand, så det passer fint med at bo på Bornholm.
Den 34-årige massør har tidligere været ansat 100 meter længere oppe ad Snellemark på Sawasdee Thai Massage, hvis stribede, thailandske flag kan anes fra hendes nyåbnede klinik. Hun tilbyder original thaimassage (helkropsmassage uden brug af olie), oliemassage og fodmassage, og siden første åbningsdag har otte-ti kunder – primært turister – været en tur på briksen eller i stolen til fodmassage.
Lokalerne, som ligger strategisk velplaceret ud til torvet ved Rønne H, har stået som tomme, triste kulisser ved indkørslen til byen, siden en orientalsk købmandsforretning lukkede. Op til åbningen af forretningen har facaden fået en tiltrængt hånd.
Rækken af bygninger ind mod Snellemark Centret er de seneste år blevet opkøbt af selskabet bag indkøbscentret, der har forsøgt at finde investorer til en udvidelse af centret. I lyset af coronakrisen er disse planer sat på pause, og derfor har Sanya Pedersen fået lov til at leje det lyse butikslokale på hjørnet.