Michael Møller skal drive kro og forsamlingshus på Christianshøj

Michael Møller skal drive kro og forsamlingshus på Christianshøj
Michael Møller overtager forpagtningen af Christianshøjkroen og Kyllingemoderen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 9. APR 2021 • 11:51
Henrik Nielsen
Journalist

9. APR 2021 • 11:51

ERHVERV

Efter to udbudsrunder er der fundet en ny forpagter til Christianshøjkroen og Kyllingemoderen i Almindingen. Det er restauratør, erhvervsmand og iværksætter Michael Møller, der fremover skal drive kro og forsamlingshus i Almindingen. Det fortæller Naturstyrelsen Bornholm på sin hjemmeside

– Vi er glade for, at det nu er lykkedes at finde en erfaren forpagter. Det har ikke været en helt nem opgave i en tid, hvor de fleste nok har holdt igen med at byde ind på opgaven, fordi det har været meget usikkert, hvornår restauranterne igen kunne åbne. Og så er det ekstra glædeligt, at det oven i købet er en forpagter, som vi allerede har et godt samarbejde med i Hammershus Besøgscenter. Det borger for et godt samarbejde fremover, siger skovrider Søren Friese fra Naturstyrelsen Bornholm i pressemeddelelsen.

Mere liv i skoven

Michael Møller driver allerede restauranterne Gudhjem Mølle og Høiers Café i Allinge, og så overtog han i efteråret forpagtningen af butik og restaurant Brohuset i Hammershus Besøgscenter.

Michael Møller vil tilbyde et folkeligt restaurantkoncept på kroen og vil arbejde på at bringe Kyllingemoderen mere i spil som forsamlingshus for bornholmerne.

Michael Møller og Naturstyrelsen Bornholm samarbejder allerede om Hammershus Besøgscenter. Arkivfoto: Jacob Jepsen

– Jeg glæder mig til at udvide det gode samarbejde med Naturstyrelsen. Tanken er at servere god gammeldags kromad og sørge for, at Kyllingemoderen bliver skovens forsamlingshus i fremtiden. Derudover arbejder vi med nogle nye ideer, som gerne skulle bringe endnu mere liv til det smukke historiske sted i Almindingen, siger Michael Møller i pressemeddelelsen.

Christianshøjkroen og Kyllingemoderen kom første gang i udbud i efteråret, fordi forpagtningen ifølge de statslige udbudsregler skulle markedsprøves. I den forbindelse valgte den tidligere forpagter at stoppe, og da der ikke kom andre bud, måtte forpagtningen sendes i et nyt udbud i år.