Lyntest i Søndermarkshallen bliver uden tidsbestilling

Lyntest i Søndermarkshallen bliver uden tidsbestilling
Falcks testcenter i Søndermarkshallen i Rønne åbner på fredag. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 15. DEC 2020 • 11:08
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
15. DEC 2020 • 11:08
SUNDHED

Fredag klokken ni slår Falck haldørene op i Søndermarkshallen i Rønne til det nye lyntest-center. Her kan man 15-20 minutter efter en podning i næsen få svar på, om man er smittet med covid-19.

I modsætning til de eksisterende testcentre skal man ikke reservere tid til lyntesten.

– Der er ingen tidsbestilling. Man skal bare møde op, siger Klaus Rønne Jensen, områdeleder hos Falck Bornholm.

Man kunne godt forestille sig, at I fik meget travlt de sidste par dage op til jul. Hvad er dine forventninger?

– Ja, det er også det, jeg faktisk selv tænker. Jeg tror, at fredag bliver stille og rolig, og så tror jeg, antallet gradvist vil stige, indtil vi kommer hen til juledagene.

I får ikke et system, så man kan undgå voldsom kødannelse?

– Nej, det har vi ikke kunnet gøre – heller ikke andre steder, hvor de er gået i gang. Det, som Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner ønsker, er, at vi netop er et pop up-sted, hvor man bare kan møde op, siger Klaus Rønne Jensen.

– Men jeg regner med, at det kommer til at gå. Vi har lyttet til erfaringerne fra mine kolleger andre steder, og deres håndtering læner vi os lidt op ad.

Har du på den baggrund nogle gode råd til, hvad man kan gøre, hvis man gerne vil testes?

– Man skal komme på alle tider af døgnet – også i ydertimerne. Et andet råd er, at man om muligt cykler derop, hvis man bor i Rønne, eller tager den offentlige transport, og at man følger de anvisninger og skiltning, der bliver sat op, siger Klaus Rønne Jensen.

Der bliver én indgang og én udgang til hallen. Inden man bliver guidet ind i hallen, skal man stå i kø i et opmarchområde, som Falck skal forberede de kommende dage.

 
 

Åbningstider

Testcenteret i Søndermarkshallen åbner fredag den 18. december klokken 9 og kommer til at få disse åbnignstider:

Mandag til fredag: 9-20

Lørdag-søndag: 10-19

24.-26. december: 8-14

27.-30. december: 9-20

31. december: 8-14

1. januar 2021: lukket