Livreddertårne gør klar til sæsonstart

Livreddertårne gør klar til sæsonstart
Livreddertårnet på Balka Strand fylder 20 år. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NOTITS | Torsdag 15. juni 2023 • 15:22
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | Torsdag 15. juni 2023 • 15:22

Fredag i næste uge er kystlivredderne tilbage på Balka Strand og Sandvig Strand. For tårnet på Balka Strand bliver den nye sæson ekstra speciel, for den kan fejre 20-års fødselsdag.

Den 23. juni åbner TrygFondens kystlivreddere livreddertårnene på Balka Strand og Sandvig Strand, og frem til den 16. august holder livredderne øje med strandgæsterne hver dag fra klokken 10-18.

I år er det 20 år siden, at det velkendte rød-hvide livreddertårn på Balka Strand blev indviet, og TrygFonden Kystlivredning har været glade for at passe på badegæsterne igennem årene.

– I den tid, vi har haft livreddere på Balka Strand, har vi haft et rigtig godt samarbejde med kommunen om livredderordningen, og jeg ved, at vores livreddere har haft mange gode dage på stranden med de lokale badegæster og turisterne. Det har været en stor fornøjelse at være med til at gøre strandturen tryg for både børn og voksne, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

I anledningen af livreddertårnets 20-års fødselsdag, og fordi TrygFonden Kystlivredning samtidig kan fejre 25-års jubilæum i år, byder livredderne på kage til de første strandgæster både på Balka Strand og Sandvig Strand den 23. juni fra klokken 10.

Vejrudsigten tegner til, at det bliver en forrygende start på badesæsonen, og livredderne håber derfor at møde rigtig mange på strandene i år.

– Livredderne har trænet hårdt hele foråret, og de glæder sig meget til at komme ud på strandene og møde badegæsterne. En vigtig del af livreddernes job er at forebygge, at ulykkerne sker, og hjælpe badegæsterne til at færdes sikkert i vandet. Så kom endelig forbi livreddertårnet til en snak, når du er på stranden. Livredderne viser gerne deres livredderudstyr og fortæller om deres arbejde, og de er naturligvis klar til at træde til, hvis der er badegæster, som har brug for hjælp, fortæller René Højer.

De fem baderåd

1. Lær at svømme

2. Gå aldrig alene i vandet

3. Læs vinden og vandet

4. Lær stranden at kende

5. Slip ikke børnene af syne



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT