Langt flest tilflyttere vil blive længe på Bornholm

Fredag 10. maj 2024 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
Fredag 10. maj 2024 • 05:30

Over fire ud af fem af de seneste års tilflyttere regner med at blive på Bornholm i mere end fem år. Hver tredje af tilflytterne havde svært ved at finde en bolig i starten, og ønsket om lettere adgang til lejeboliger er massivt i ny undersøgelse.

Bornholm er ret god til at holde fast i sine tilflyttere.

Det viser en undersøgelse, som Tilflytterservice i februar foretog blandt godt 1.500 personer, der er flyttet til Bornholm sidste år og forrige år. Lige over hver fjerde (383 tilflyttere) valgte at medvirke i undersøgelsen.

Blandt dem regner godt fire ud af fem (81 procent) med at blive på Bornholm i mere end fem år. Billedet bliver forstærket af, at næsten hver tolvte deltager i undersøgelsen er kommet til Bornholm for at studere.

Fra gruppen af studerende vil flere have forladt Bornholm igen om fem år.

Næsten halvdelen af tilflytterne i undersøgelsen (47 procent) er under 40 år. Godt en tredjedel (36 procent) flyttede til Bornholm fra København og Frederiksberg.

"Tilflytterindsatsen bør dermed især målrettes Københavnsområdet samt unge og børnefamilier", konkluderer Tilflytterservice, der har foretaget undersøgelsen.

Der mangler lejeboliger

Mens tilflytterne generelt melder positivt tilbage om at være flyttet til Bornholm, bringer en del deltagere i undersøgelsen også en række problemer op. At finde en lejebolig har for mange været svært.

"Tilvejebringelse af attraktive lejeboliger er et massivt ønske, der går igen i tilflytternes forslag til, hvordan kommunen kan tage bedre imod tilflyttere", oplyser Tilflytterservice i sin rapport.

"Det kan udledes af fritekstbesvarelserne, at det er vanskeligt, faktisk meget vanskeligt, at finde billige og attraktive lejeboliger. Tilflytterne lægger vægt på, at lejeboliger giver mulighed for mere risikofrit at kunne afprøve "drømmen" om Bornholm end ved køb af ejerbolig."

"Desuden giver tilflytterne udtryk for at nogle private udlejere har et dårligt ry, og at manglen på attraktive lejeboliger bevirker, at man som tilflytter kan se sig nødsaget til at flytte i lejeboliger, som man ikke bryder sig om – og derved får en dårlig start på Bornholm", konkluderer Tilflytterservice desuden.

Hver tredje deltager i undersøgelsen (33 procent) havde svært ved at finde et sted at bo. Modsat havde lidt flere (38 procent) ikke svært ved at finde en bolig på Bornholm.

Også offentlig transport, mangel på fritidsordninger og mangel på læger og tandlæger bliver bragt op som problemer i en del af tilflytternes frie svar i undersøgelsen. Hver sjette af deltagerne i undersøgelsen (17 procent) svarer, at de har haft svært ved at skabe sig en ny omgangskreds.

Mange tilknyttet på forhånd

En stor hovedpart af tilflytterne fra de to seneste år (82 procent) havde en tilknytning til Bornholm, før de selv flyttede til.

Blandt tilflytterne, der på forhånd var knyttet til Bornholm, kom kendskabet fra at have familie og venner på øen (41 procent) eller at være født eller vokset op på Bornholm (32 procent). For knapt hver fjerde (24 procent) kom kendskabet til Bornholm fra ferierejser.

For næsten hver anden (44 procent) var naturen den vigtigste grund til at flytte til Bornholm. Fire ud af fem svarer, at de bruger naturen mere end før, efter at de er flyttet til Bornholm.

Godt to ud af fem (42 procent) svarer, at de har fået flere penge mellem hænderne, efter at de flyttede til Bornholm. Det er præcis dobbelt så mange som gruppen, der modsat svarer, at de havde flere penge før (21 procent). De resterende svarer, at de har en uforandret økonomi efter flytningen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT