Keramiker blev mindet i Ols Kirke

DØDSFALD

– Det vigtigste er, at glæden ved arbejdet afspejler sig, og så er det selvfølgelig dejligt, når nogen har brug for ens ting. For ret beset er det jo arbejdsglæden, der driver en til at gå i gang med den besværlige keramiske proces, når industrien i dag fremstiller så mange gode og billige brugsting.

Sådan lyder et karakteristisk uhøjtideligt statement af keramikeren Karin Høj Christensen for hvem, der lørdag eftermiddag blev holdt en velbesøgt mindehøjtidelighed fra Ols Kirke. Karin Christensen, der igennem årtier hørte til øens fremtrædende keramikere, døde 31. marts, 87 år, midt under coronanedlukningen.

Karin Høj Christensen, der stammede fra Aarhus slog sig ned på Bornholm tilbage i 1957 sammen med akademikammeraten, billedhuggeren Ole Christensen, i et oprindeligt yderst spartansk husmandssted på Stenløsevej i Olsker, der både blev rammen for arbejds- og familielivet.

Den sidste i generationen

Ole Christensen døde i 2000, og hans hustru nåede lige akkurat at opleve, at kommunen her i foråret takkede ja til den flotte gave fra billedhuggerens efterkommere i form af en skulpturpark på Stenløsevej, der nu bliver offentlig.

Karin Høj Christensen blev den længst levende repræsentant for den generation af unge akademikammerater, der med navne som Peder Gilkær, Niels Østergaard, Pipin Henderson og Paul Stoltze valgte at realisere sig selv oppe i højlyngen, hvor det dengang var billigt at finde et sted at bo og arbejde.

Her udgjorde de et vitalt lokalt miljø, der sammen med den foregående generation af berømte malere blev drivkraft i øens kunstliv helt frem mod årtusindskiftet og lagde grunden til bl. a. Bornholms Kunstforening, Gudhjem Museum og opbygningen af samlingen på Helligdommen.

Autodidakt keramiker

Karin Høj Christensen var oprindeligt uddannet ved Kunstakademiets billedhugger- og malerskole fra 1955 til 58. Som keramiker var hun autodidakt, og hun fik først eget værksted i 1973. I 1976 debuterede hun som keramiker på Kunstnernes Efterårsudstilling.

Da hun kastede sig over keramikken var det med umiddelbar inspiration i den gamle etruskiske keramik. Og siden lod hun sig inspirere bl.a. af afrikansk og mexicansk folkekunst samt af den meget store samling af gammelt dansk lertøj hos Ehlers i Haderslev.

Hun arbejdede sig frem til sin egen karakteristiske lertøjsverden, der er muntert fabulerende og en levende illustration af, hvorfor lertøjet er blevet kaldt ”al keramiks urmoder”, når hun slog sig løs i et festligt og poetisk formsprog med rødder i den ukunstlede pottemagertradition.

Vidt omkring

Det blev til thepotter, skåle og fade med muntert snoede kanter, ”trykkede” kander, dåser og sirligt runde dramdunke – eller billedkakler og finurlige dyr – biller, cikader, zebraer, hunde, katte og ”bredbenet” fjerkræ. Det hele charmerende, uhøjtideligt og lysende af arbejdsglæde i lertøjets klare farver.

Hendes keramik kom på udstillinger i Danmark, Tyskland, Færøerne, Sverige og USA, ligesom hun er repræsenteret på Röhsska Kunstslöjdmuseet ved Göteborg, Ystad Museum, Museum of Art, Pennsylvania, USA samt på Bornholms Museum og Gudhjem Museum, hvor hun indtil de allerseneste år var aktiv på Holkahesten, der mindes hende på den årlige udstilling senere på sommeren.