Det ryger stadigvæk lidt fra det sidste bål, hvor kommunens folk har brændt bevoksningen af. Foto: Holger Larsen
Nu er Storeborg ryddet, og arkæologerne kan få jernspyd i jorden og lave andre undersøgelser med moderne tekniske hjælpemidler, som kan give dem forskellige oplysninger. – Når man begynder at grave, vil man kunne danne sig et billede af, hvordan borgen har set ud – om der for eksempel har været opstillet palisader til at holde fjenden ude, siger Finn Ole Nielsen. – Storeborg har ikke været nogen stor borg, men det er et fint sted, som man sikkert til alle tider har brugt som udsigtspunkt.
Man kan forestille sig, at beboerne her i området har taget deres værdier med sig og har gemt sig på stedet i nogle dage, når det har været ufredstider. – Sådanne steder har der været mange flere af på Bornholm, end vi kender til i dag, siger Finn Ole Nielsen. Han oplyser, at kommunens naturgruppe nu fortsætter til Gryet i Bodilsker for at foretage en rydning omkring de fredede bautasten.