Kærligheden praler ikke

TRO OG EKSISTENS

Kærlighedens kendetegn

I denne interviewserie interviewer Bornholms Tidende øens præster om kærlighedens kendetegn, som Paulus beskriver dem i ”Kærlighedens højsang” fra Det Nye Testamente.

”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.”

Fotografen zoomer ind på præsten Camilla Westen, som står og balancerer på en forholdsvis tynd, frostglat træstamme, der udgør en del af det lave hegn, som omkranser naturlegepladsen i Nordskoven ved Rønne. Her står glade børn nok ofte og råber ”Se, hvad jeg kan!” til deres forældre, når de selv har lært kunsten at balancere på træstammen.

Når børn råber ”Se, hvad jeg kan” til deres mor eller far, så hænger det selvfølgelig sammen med behovet for at blive set. Og det behov forsvinder ikke, bare fordi vi bliver voksne, for vi er stadig væsener, der er skabt med et dybt behov for anerkendelse og kærlighed, mener Camilla Westen, der har sagt ja til at bruge en formiddag i den frostkolde skov for at fortælle om sine refleksioner om praleri. For ifølge ”Kærlighedens højsang”, forfattet af apostlen Paulus, så praler kærligheden slet ikke.

Kærlighedens højsang er et guddommeligt ideal, som intet menneske kan prale af at leve op til. For her beskriver Paulus den perfekte kærlighed, som kun Gud kan give, så Paulus’ portræt af kærligheden er i virkeligheden et portræt af Guds personlighed. For Gud er kærlighed, og kærligheden praler altså ikke. Jesus gik heller ikke rundt og blærede sig med, hvor god han var, selvom han om nogen havde grund til det. Men hvad vil det egentlig sige at prale?

– At prale vil sige, at man sætter sig selv i fokus, at man peger linsen mod sig selv, siger Camilla Westen, mens hun stadig smilende poserer foran kameraet til ære for fotografen uden egentlig selv at ville føre sig frem.

– Praleri handler om, at man fremhæver sig selv og sætter sig selv i centrum, siger hun med en glad stemme, da hun atter er trådt ned fra balanceøvelsen og står sikkert med begge ben på jorden.

– Men pral er jo nærmest blevet normen i vores præstationssamfund og ikke mindst på de sociale medier, hvor det hurtigt kan blive et kapløb om, hvem der kan fortælle de mest imponerende historier om sig selv. Men det skaber jo skæve billeder af, hvem vi i virkeligheden er. Og når man logger ind de sociale medier, kan man hurtigt få mindreværd, når man ser, hvor dygtige og smukke alle andre er. Det er nok særligt hårdt for unge. Men man skal huske, at man her ser en stærkt redigeret virkelighed. For det er i virkeligheden en verden af pral. Det er selvpromoverende glansbilleder af folk. På den måde fortsætter se mig-kulturen langt op i voksenlivet for mange, siger hun.

Foto: Jacob Jepsen

Pral tilsidesætter andre

Når små børn begejstrede påberåber sig opmærksomhed omkring noget, de kan, så bunder det i en glæde over nu at have lært noget nyt. En lykke over at lykkes med noget. Og at fortælle om ting, man er god til eller er lykkedes med, behøver ifølge Camilla Westen heller ikke altid være pral. Det kommer helt an på situationen og hensigten. For tag for eksempelvis jobsamtalen. Her er det godt og nødvendigt at kunne beskrive sine stærke sider, påpeger hun, idet vi går væk fra legepladsen og længere ind i skoven, hvor granerne hæver sig højt over skovbunden.

– Men den negative form for pral, synes jeg, handler om, at man ved at fokusere på sig selv tilsidesætter andre. Det tror jeg slet ikke ligger i det barnlige sind. Selvfølgelig konkurrerer børn også. Men helt små børn har i hvert fald ikke samme bagtanker, som vi voksne ofte har, når vi skilter med vores formåen for at hæve os over andre, siger præsten og tilføjer, at det er her, at pral bliver til et problem og til en adfærd, der er i modstrid med kærlighedens natur.

– Kærligheden søger altid relationen til den anden, og praleri skaber afstand. Pral åbner ikke op for kontakt til andre, siger hun og stopper op på skovstien et øjeblik, inden hun kommer med et eksempel for at understrege sin pointe.

– Hvis jeg møder en og stiller vedkommende et spørgsmål, så inviterer jeg jo ham eller hende ind i samtalen. Men hvis jeg derimod siger til vedkommende: ”Nu skal du bare høre om noget, jeg har gjort eller opnået”, så har man ligesom lukket for al kommunikation. På den måde inviterer man ikke mennesker ind i sit liv.

Er det også forkert at prale af sine børn?

– At fortælle om sine børn er normalt, for de er jo det vigtigste i ens liv. Så jeg synes godt, man kan vise sin stolthed over dem og for eksempel sige: ”Jeg er så stolt af min datter, hun lavede den flotteste tegning her den anden dag”. Men hvis en anden forælder kommer og fortæller mig, at hendes søn virkelig har svært ved matematik, og jeg så siger: ”Nå! Min datter er supergod til det”, så nedgør man jo den anden med sit praleri.

Pral planter mindreværd

Praleri er netop det, som gør, at andre føler sig dårligere, understreger hun, inden hun følger op med endnu et eksempel.

– Hvis en siger til mig: ”Jeg har simpelthen ikke noget overskud for tiden”, og jeg så svarer ved at sige: ”Nå, men jeg har overskud til det hele”, så får det kun den anden til at føle sig utilstrækkelig.

Men at prale af sine små som større bedrifter eller pynte på fortællingen om sig selv, har de fleste nok gjort sig skyldige i på et tidspunkt i deres liv, og så kan man spørge, hvorfor vi i grunden har brug for at hævde os overfor hinanden?

– Behovet for at blive set, bekræftet og anerkendt ligger dybt i alle mennesker, forklarer præsten og indrømmer, at der også er situationer, hvor hun kan ærgre sig over, at en anerkendelse forbigår hende, fordi en anden for eksempel tager æren for en ide, der var hendes. Og så kan det pludselig blive virkelig svært ikke at hævde sig.

– I virkeligheden er det vel ligegyldigt, hvem der kom med ideen, medmindre man sælger et produkt selvfølgelig. Men det ligger i den menneskelige natur, tror jeg, at man gerne vil have kredit for det, man kommer med, siger hun og tilføjer:

– Nogle gange tænker jeg også, at pral kan have med dårligt selvværd at gøre. For det er sjældent dem, der hviler i sig selv, som praler, siger hun og gør holdt i sætningen for at tage et forbehold.

– Med mindre man hviler så meget i sig selv, at man tænker, at man er en Guds gave til menneskeheden. I Guds øjne er vi selvfølgelig alle sammen gaver til hinanden. Men der findes jo mennesker, der udstråler, at de bare er bedre end andre. Og udover manglende selvværd kan en pralende adfærd også bunde i manglende selverkendelse, og en manglende årvågenhed for andre mennesker, siger hun og søger øjenkontakt.

Foto: Jacob Jepsen

Pralhalse er belastende selskab

– Jeg tror ikke altid, at mennesker praler af ond vilje, kommer det så.

– Men ofte er det desværre sådan, at man ikke orker at tale med pralende mennesker. For uanset hvad du siger, så vil pralhalsen altid mene, at han eller hun ved bedre end dig, og så kan samtalen hurtigt dø ud. Pral kan godt være sandt, men det kan ligeså vel bunde i en forkert selvforståelse, at man puster sig op til noget, man ikke er.

Hvad er det modsatte af at prale?

– At rette sit fokus væk fra sig selv og over mod den anden, vil jeg mene. Så det modsatte af pral har også noget med ydmyghed at gøre. Det modsatte af pral er at løfte andre op, siger præsten og peger på, hvordan Paulus selv blev mere ydmyg, efter han blev kristen.

Oprindelig hed Paulus faktisk Saulus, og han var en veluddannet farisær, altså en skriftklog, som så ned på de kristne. Han var med til at forfølge de første kristne, og bifaldt efter sigende endda steningen af den første kristne martyr Stefanus. Men da Saulus mødte den opstandne Jesus i et syn, omvendte han sig og tog navnet Paulus, der betyder lille. Han blev nu en ydmyg discipel af Jesus, kongernes konge, der selv viste ydmyghed, da han vaskede sine disciples fødder.

– Jesu kærligheden fejede benene væk under Paulus. Den er grunden til, at han ændrer sig, da han mødte Kristus. For Jesu kærlighed er forvandlende, og den kan gøre, at vi kan elske hinanden.

Jesus var sammen med dem, som andre ikke tillagde nogen værdi. Men Jesus følte sig ikke for fin til at være sammen med toldere og prostituerede, men viste alle kærlighed. Og det viser også os andre vejen til at leve for andre end os selv, mener Camilla Westen, da vi sammen finder ud af skoven:

– Da Paulus skrev om kærligheden, var det nok, fordi den havde forvandlet ham selv. Guds kærlighed løb over i ham, så han vidste, at han ikke havde noget at prale af selv, men havde brug for Gud. Når vi er kristne, handler det heller ikke om, at vi er gode til noget, men at vi er Guds børn. Og vi behøver ikke at prale for at få hans opmærksomhed.

Blå bog

Camilla Westen. Født 1977 i Norge. Uddannet teolog i både Norge og Danmark. Præst i Missionskirken. Tidligere har hun også være præst i Baptistkirken på Bornholm. Hun er gift med Daniel Westen. Sammen har de tre børn – og den lille hvide hund ”Vilde Westen”.