'Jeg tænker, at Vang må være det bornholmske ord for venlig'

'Jeg tænker, at Vang må være det bornholmske ord for venlig'
Linda Olsen. Foto: Jens-Erik Larsen
Onsdag 20. januar 2021 • 07:38
Onsdag 20. januar 2021 • 07:38

DAGENS NAVN: Linda Olsen

Du går og river køkken ned i Vang, hvad skete der lige der? Og hvorfor lige Vang?

– Det er et rent tilfælde, at det blev Vang. Jeg kom kørende forbi huset i sommer og råbte nærmest til min kammerat, at han skulle stoppe bilen, da jeg så ”Til salg”-skiltet. Her var huset, som jeg havde drømt om – med havudsigt til den ene side og skoven på den anden side af huset. Det var egentlig tænkt som et sommerhus, men jo mere jeg var på Bornholm, des mere følte jeg mig hjemme her, og efter 15 år i København trængte jeg til at komme væk fra det hæsblæsende tempo. De første 100 dage som husejer i Vang er gået langt over forventning. Dygtige håndværkere har hjulpet mig godt på vej med ombygningen, og dagligt møder jeg smilende naboer. Jeg forsøger at forstå det bornholmske sprog og tænker, at Vang må være det bornholmske ord for venlig.

Hvordan ser dit liv ud lige nu? Er du på mellemlanding eller hvad?

– Alle andre gange, jeg er flyttet, har det været mit job, der har afgjort, hvor jeg skulle bo. Nu er det boligen og omgivelserne, der har været første prioritet. Så må resten komme henad vejen. Jeg tror på et liv i bevægelse, og jeg har aldrig været god til at spå om fremtiden. Jeg vil hellere være nysgerrig på livet og gå ned ad de kringlede, spændende og sjove veje, som jeg får øje på undervejs.

Du har været fellow (altså forsker) på Institut for Konstruktiv Journalistik på Aarhus Universitet i et år. Kan vi få lov til at få et glimt fra maskinrummet? Der er vist mange, der synes, at journalistikken er meget lidt konstruktiv i disse år?

– Fellowshippet var en unik mulighed for at træde et skridt tilbage fra tasterne og få et bredere perspektiv på journalistikken. Samtidig fulgte jeg undervisning på statskundskab, religion, filosofi og havde fornøjelsen af et væld af besøg hos Constructive Institute og rundt omkring i Danmark og USA.

– Konstruktiv journalistik er i mine øjne journalistik, hvor vi kommer et spadestik dybere. Der bliver produceret meget god undersøgende journalistik, men ofte slipper vi historierne, når problemerne er afdækket, og de ansvarlige udpeget. Men hvis vi slipper historierne der, så risikerer vi at efterlade brugerne i håbløshed. Hvis vi derimod holder fast og går et skridt videre med historierne, så kan flere nuancer komme frem, og brugerne kan blive ledt i retningen af eventuelle løsninger. Det er dog afgørende, at løsningerne ikke står alene – den grundige undersøgende journalistik er et væsentligt fundament for den konstruktive journalistik.

Amerikanerne har fået ny præsident efter stort drama. Hvor stor en rolle spiller medierne i den ballade der har været efter valget?

– Jeg synes, det er utroligt trist, at se et samfund være så splittet, som det er tilfældet i USA. Desværre har medierne i USA også været meget splittet og meget lidt objektive. Flere af de store medier har valgt side og været meget holdningsbaserede, og så synes jeg, at journalistikken mister sin berettigelse.

Hvad bør vi gøre anderledes fremadrettet, hvis vi skal redde mediernes troværdighed?

– Et sted at begynde er at lade være med at videregive facebookopdateringer fra politikere. Det er i mine øjne mikrofonholderi og bør ikke serveres som journalistik. Jeg er med på, at det er blevet et arbejdsvilkår, fordi politikerne ikke vil stille op til interviews, men jeg kunne godt ønske mig, at hele branchen havde lidt mere is i maven og holdt fast i, at journalistik er meget mere end at viderebringe budskaber uden en journalistiks bearbejdning.

Du er journalistuddannet og har arbejdet en halv snes år på TV 2. Senest har du været med til at bygge Radio Loud op. Men du er også uddannet kriminolog. Hvorfor? Og hvad har det givet af indsigter?

– Interessen for kriminologi opstod, da jeg var hos Station 2 på TV 2. Jeg begyndte at gå til en masse foredrag, og hver gang jeg kom hjem fra et foredrag, sad jeg med en følelse af, at jeg gerne vil vide noget mere. Så jeg sparede pengene sammen til uddannelsen, søgte ind og var så heldig at være en af de 25, der blev optaget. Det var en fantastisk oplevelse at sidde på skolebænken med alle mulige andre faggrupper. Jeg var den eneste journalist på holdet og skulle stå på mål for hele branchen. Det åbnede mine øjne for, hvor vigtigt det er at bryde vores vante cirkler. Alt for ofte sidder forskellige faggrupper ved hvert deres skrivebord og anskuer udfordringer ud fra deres perspektiv, men hvis vi mødes om skrivebordene på tværs af faggrupperne, så kan vi for alvor rykke ved tingene til alles bedste.

Velkommen til Bornholm. Vi slutter lige af med et skud i tågen: Går du egentlig måske rundt med en lille krimiforfatter i maven?

– Der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at skrive noget – det kan jeg slet ikke lade være med, men det bliver næppe en krimi.

 

Linda Olsen

Alder: 43 år.

Uddannelse: Journalist & kriminolog

Bopæl: Vang

Stilling: Selvstændig

Hobbies: Naturoplevelser, dykning, god mad og så er jeg et meget stort hundemenneske. Det er næsten umuligt for mig at gå forbi en hund uden at klappe den.

FÅ ABONNEMENT