Bautasten på Bjergebakkerne
Med vore dages landbrugsformer er stenede klippeløkker sjældne, men her findes to flotte områder med sten, ener og krat af slåen. Bakkerne har samtidig mange bautasten, i ældre dage kaldet 'Jættekegler', da man engang troede, de var rejst af jætter. De blev dog rejst af mennesker i jernalderen (500 f. Kr.- 400 efter Kr.). Der er flest bevaret på Store Bjergebakke, der ligger 102 meter over havets overflade. Måske som minde om de afdøde eller, fordi det var et helligt sted, hvor man holdt forsamlinger. Få kilometer derfra findes Tingsted. Navnet kommer af ordet, at holde et ”tinge”. Arkæologer udgravede stederne i 1890, og man fandt brændte knogler, sværd, spænder, perler og jernnøgler samt flere små kar af ler. Begge steder blev fredet efter 1894.
Får på Lille Bjergebakke. Ejeren af området kalder fårene for Hammershuslam. Foto: Søren P. Sillehoved
Et meget gammelt sagn
Engang troede man de ”underjordiske” levede under jorden på Store Bjergebakke. Da biskoppen i 1149 ville anlægge Hammershus, valgte han oprindeligt det højtliggende sted til sin nye borg. De ”underjordiske” syntes ikke om det, og derfor rev de hver eneste nat de mure ned, som biskoppens folk havde lavet om dagen. Anlæg af Hammershus på dette sted blev derfor opgivet.