Hvad vi kalder hinanden: Gnæjllebællijn og stâsmajn

Hvad vi kalder hinanden: Gnæjllebællijn og stâsmajn
Illustration: Christina Skovmose/Birgitte Harild
| ABONNENT | 18. MAJ 2021 • 20:04
Af:
Alex Speed Kjeldsen
| ABONNENT
18. MAJ 2021 • 20:04

SPROGET

Sidst handlede sprogartiklen om personbetegnelser som horra, pibla, kara og kwijnnfolk. I dag skal vi se nærmere på, hvordan ordene kan danne nye, sammensatte betegnelser. Grundordene kan hyppigt stå som sidsteled, jf. for eksempel:

● -bælli: gnæjllebællijn klynker, skræjebællijn skriger, tyggjebællijn tigger, kjelebællijn er yndlingsbarnet, ælskebællijn er “elskovsbarnet”, paiebællijn er et barn af en ugift pige (jf. også ordet ålæggjara m. “aflægger”, et barn fået “udenom”)

● -horra: læzehorra dreng der læser hos præsten (konfirmand), piblahorra både om en “tøsedreng” og en dreng af en ugift pige (= paiebælli), vâutehorra en vogterdreng

● -pibel: horrapibel “drengepige”, stâspibel smuk, velvoksen pige

● -majn: stâsmajn en prægtigt udseende mand (også stâskar), kjâulamajn en mand, for hvem en kjole havde været mere passende

● -konna: pæjnnakonna en kvinde, der holder på pengene, gårskonna en gårdejers kone (i mods. til en huzakonna, en husmandskone) – en gårkonna (uden -s-) er derimod en mindre, selvstændig bygning i midten af en firlænget gård

Grundordene kan imidlertid også stå som førsteled:

● horra-: horraknadrijn lille dreng, skældsordene horrasâtan og (det mildere) horrastakkal

● majn-: majnjabidda lille mand, majnastakkal, jf. flg. citat fra Teinnæs: va dæjn majnastakkalijn hâr måttad tâ å dæjn rælia kjælijnen i sina dâ e foie te å saia

● kar-: karabløddert en stor, klodset mand, skældsord som karabest, karasnud, karaswin og karastommene. Skal man give udtryk for, at en mand bevidst forsøger at opføre sig som “en rigtig mand”, kan vedkommende kaldes for ejn karakar, eller endnu værre, ejn karagårskar, for slet ikke at tale om ejn karagårskar frå Karagårijn, altså “en allerhelvedes karl”

● kwijnnfolk-: det neutrale kwijnnfolkamæjnneske, kwijnnfolkaskræjll skrøbelig kvinde og skældsord som kwijnnfolkafanijnen og kwijnnfolkafanskawed (det sidste bl.a. kendt fra sangen om Peter å Frida)