Sidst handlede sprogartiklen om personbetegnelser som horra, pibla, kara og kwijnnfolk. I dag skal vi se nærmere på, hvordan ordene kan danne nye, sammensatte betegnelser. Grundordene kan hyppigt stå som sidsteled, jf. for eksempel:
● -bælli: gnæjllebællijn klynker, skræjebællijn skriger, tyggjebællijn tigger, kjelebællijn er yndlingsbarnet, ælskebællijn er “elskovsbarnet”, paiebællijn er et barn af en ugift pige (jf. også ordet ålæggjara m. “aflægger”, et barn fået “udenom”)
● -horra: læzehorra dreng der læser hos præsten (konfirmand), piblahorra både om en “tøsedreng” og en dreng af en ugift pige (= paiebælli), vâutehorra en vogterdreng
● -pibel: horrapibel “drengepige”, stâspibel smuk, velvoksen pige