Høst lokkede Rude og Jais Nielsen til Bornholm: 'De unge blev kaldt for sindssyge'

KUNST

Da den unge Olaf Rude i sommeren 1919 på tilskyndelse fra kammeraten Oluf Høst kom til øen sammen med malervenner Jais Nielsen og tog fat på maleriet i et lejet butikslokale i Gudhjem, startede et af de mest berømte og produktive forløb i øens kunsthistorie.

Men ukendte var de unge ingenlunde. Rude udstillede for første gang på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1908. Årene efter opholdt han sig i Paris. Blandt andet sammen med Jais Nielsen. Og i 1915 var han gæst på kunstnersammenslutningen Grønningens første udstilling.

Her vakte blandt andet Rudes avancerede billeder voldsom vrede i pressen, der ikke sparede på ord som svindel og humbug. Og den unge Rude blev et af objekterne for den berømte "dysformidebat", hvor en medicinsk professor mente at kunne påvise, at de unge malere led af en smitsom sindssygdom.

Vild af begejstring

Ganske vist havde Rude allerede i 1912 for første gang stiftet bekendtskab med Bornholm, da han som værnepligtig var på efterårsmanøvre. Men i den ombæring så han ikke andet end Rønne og omegn og fik slet intet indtryk af øens rige og afvekslende natur.

Som ung var Rude eksperimenterende og fremtrædende i den danske variant af kubismen. Siden blev det bedste i hans kunst knyttet til indtryk af øens vejr og årstider. Og allerede få dage efter ankomsten skriver den 33-årige maler fra Melsted begejstret til en bekendt:

"Jeg er aldeles vild af begejstring for Bornholm, her er alt. Klipper, skov, hav og den herligste lille by, som ligger nede ved vandet – jeg går hver dag og fryder mig og føler mig mere og mere moden til at gå i gang med arbejdet."

"Jeg håber, at jeg til efteråret må vende hjem med favnen fuld af røde klipper, blåt vand og hvide huse, zinoberrøde tage, grønne træer, blå himmel, sorte vejrmøller, røde køer og fiskerbåde med gyldne sejl. Det myldrer med alle naturens rigdomme – det ene skønnere end det andet."

Forbandet turistmåned

Om foråret var Rude ivrig efter at komme i gang, men om juli hedder det: "Denne turistmåned er dog en forbandet tid. Alting er så underligt forpint. Der er noget håbløst ved alle disse smukke, golde solskinsdage. Men en efterårsdag kan jage det hele på flugt".

"Hvor efteråret dog er skønt, det er, som sommeren bliver billig ved siden af. Nu begynder september-gløden, særlig henunder aften – alting står med guldrande, og skyggerne er lange og blålige. Markernes felter lyser smukt i alle farver, ensomme huse ligger ude i horisonten og fanger aftenens glød".

"Markerne tømmes for hver dag, der går, og nu er kun stubmarken tilbage... de saftige roemarker har vi endnu en måned at glæde os over. Så kommer ploven og skræller markerne – og først da kommer det rigtige efterår. For mig den rigeste tid – sortbrune, blåviolette pløjemarker, askelunde og krageskrig..."