Ny bog fortæller om strid mellem Olaf Rude og kendt væver om egetræerne i Folketingssalen

KUNST

Når kamaraerne under tv-transmissioner fra Christiansborg panorerer henover folketingssalens mere eller mindre vågne genier af vekslende politisk observans, danner to store, lyse malerier med træer, himmel og skyer altid "bagtæppe".

Mester for de monumentale billeder på hver hver 3 x 3,25 meter er bornholmermaleren Olaf Rude, der levede fra 1886 til 1957 og fra 1924 havde fast bornholmsk domicil i Allinge. Den glade giver var Ny Carlsbergfondet i anledning af 100-årsdagen for grundloven 5. juni 1949.

Men opgaven blev – som så mange andre store kunstneriske projekter – ikke gennemført uden en vis dramatik, der oprulles i en ny stor bog fra Strandberg Publishing "Hvor folk færdes – 50 kunstudsmykninger fra Ny Carlsbergfondets historie".

Fem års strid

Oprindeligt var planen, at den kendte væver Gerda Henning skulle omsætte to akvareller af Rude, som var malet i 1949, til billedtæpper. Men maleren og væveren kom op af toppes, og først i 1954 – med fem års forsinkelse – realiseredes opgaven som malerier og ikke billedtæpper.

Ifølge Gerda Henning skyldtes den dårlige kemi, at Rude ikke magtede – eller gad – at omsætte billederne til arbejdstegninger, hvilket "fordrer større Kendskab til Haandværket, end han vil og kan skaffe sig – dette vil altså påhvile mig – ligesåvel som Garnfarvevalget."

Striden løstes ved, at Rude selv overførte akvarelskitserne til de store formater i olie. Mens fru Henning fik sin egen opgave et andet sted på slottet. Men på vej fra sit første arbejdsmøde faldt væveren, "hvilket medførte et længere Sygeleje, der beklageligvis endte med denne udmærkede Kunstnerindes Død".

Kritik af Zahrtmann

Med tanke på de utallige bornholmer-motiver, som Rude udførte gennem årene, er det egentligt paradoksalt, at motiverne i folketingssalen ikke stammer fra Bornholm – men derimod fra barndoms- og ungdomslandet "Skejten" ved Nysted på Lolland, hvor kunstmuseet Fuglsang ligger i dag.

Det særprægede naturområde var et yndet ungdomsmotiv for Olaf Rude, der i 1905 afsluttede en besværlig og trist tid i malerlære i Nykøbing Falster for at rejse til København og uddanne sig til kunstmaler. Blandt andet var han i et stykke tid elev på bornholmeren Zahrtmanns skole. Det bibragte ham imidlertid efter eget udsagn intet.

"Det har aldrig været mig muligt at erindre hans undervisning som andet end en grundig forkludring, men det var jo det sidste år, han underviste, og han var vel træt," berettede Rude engang. Han moderede dog udsagnet om Zahrtmann klædeligt, da han selv sent i livet blev professor på akademiet.

For sent i livet

Men de to folketingsbilleder regnes i øvrigt hverken for fremtrædende eller karakteristiske for Rudes livsproduktion, der ellers placerer ham smukt i dansk kunsthistorie, og som Bornholms Kunstmuseum på Helligdommen har et rigtigt dækkende antal fine eksempler på.

Men akkurat som et anden større udsmykningsarbejde i form af de to store bornholmske malerier, der siden 1950 har udsmykket en trappeafsats på Bornholms Centralsygehus, så kom folketingsopgaven nok for sent i Rudes liv, hvor hans arbejder prægedes af en vis rutine og magelighed.

Både Høst og Rude fik rige koner

Olaf Rudes lange malerliv i Allinge begyndte, da han 1923 lejede sig ind hos postbud Svendsen i Løsebækgade og året efter byggede et atelier, hvor Åsbakken går fra vejen langs kysten. Både atelieret og hans senere bopæl – villaen Havkatten længere ude mod Sandkås – går igen i mange af hans billeder.

"Rude holdt ikke af at bevæge sig alt for langt omkring til fods," causerede den daværende restauratør – og genopliver – af Ekkodalshuset Helge Østergaard muntert for en del år siden i et af etablissementets mange velbesøgte særarrangementer om øens berømte kunstnere.

Her kunne Østergaard i øvrigt med slet skjult fornøjelse korrigere de mange kunstbøger, som fortæller, at Rude efterhånden solgte så godt, at han kunne lade bygge det herskabelige Havkatten.

Næh – han giftede sig til villa og rigdom. Akkurat som hans jævnaldrende ven og kollega Oluf Høst i Gudhjem. Og det var jo en effektiv måde at sikre sig arbejdsro på.

Både den ægteskabelige og pekuniære lykke faldt i Rudes turban, da den velhavende Laura Cohn en skønne dag i 1929 sendte sin lille nevø over for at invitere den unge maler til te. Hun havde haft seks år til at se ham an i sin enkestand på Havkatten efter mandens – en stenrig korsetfabrikants – død.

Fabrikant Cohn, der ejede flere besiddelser på nordlandet, havde overtaget det dengang kun tre år gamle Havkatten i 1916, da den oprindelige bygherre gik fallit. Han havde bygget ejendommen som traktørsted, men gik rabundus, da Første Verdenskrig satte en midlertidig stopper for turiststrømmen til Bornholm.

På Havkatten fungerede en mandlig ansat som portner, garner og chauffør. Og derudover var der to stuepiger til at varte det nyforelskede par op. Og da fruen i 1931 erhvervede en Chevrolet, blev Rude pludselig i stand til at bevæge sig rundt på øen for at male. Blandt andet skovmotiver sammen med Høst.

I de umiddelbare omgivelser kunne den efterhånden rigtigt velsælgende Rude lade sin stuepige i sort kjole og kappe slæbe staffeli, malerkasse og sol ud i det fri, mens kunstner-fysiognomiet – i efterhånden rundbuestil – selv trippede adstadigt efter med en lærredsrulle under armen.

I det hele taget kom der med årene en hel del bedsteborgerlig levemåde over "professor Rude", som han kaldtes i Allinge. Og for eksempel den unge Havsteen-Mikkelsen bemærkede, at den berømte maler – ganske ukunstnerisk – havde en fremtoning som en elskværdig grosserer.