De bornholmske traner kommer fra Øland, cirka 180 kilometer fra Bornholm. Traner er svæveflyvere, der anvender jordens varme opvinde, og derfor begynder trækket ved 9-tiden. Fuglene flyver cirka 60 kilometer i timen, og de første flokke vil derfor komme til Bornholm ved 12-tiden, nogle enkelte en time før. Da tranerne over det åbne hav vil tabe højde, vil de ved mødet med et højdepunkt i landskabet svæve opad i store skruer og fange termikken med højlydte, nasale trompetstemmer. Da skal man være på Bokul, for det er en stor oplevelse. Derefter flyver de videre sydpå, og en time efter vil traner flyve over Rønne, hvorefter de trækker ud over havet med direkte kurs mod Rügens hvide kalkklinter og det bugnende tag selv-bord af store afhøstede majsmarker.
Tranerne i Tyskland
Alle tranerne overnatter kollektivt i en fladvandet bugt i nærheden af halvøen Zingst nord for Stralsund. Der kan ses over 40.000 traner i oktober, rekorden er 67.000 på en gang. Så mange fugle har skabt en attraktion, der har forlænget turistsæsonen. På Bornholm lukker de fleste turistbutikker og hoteller i september. På Zingst er alting åbent, for man er parat til den helt store eftersæson af fugleglade turister indtil november.
Derefter trækker tranerne videre mod syd, og turisterne rejser hjem. Ad en smal, nedarvet rute flyver alle tranerne mod sydvest til Frankrig og derfra videre til Spanien og Afrika.
Nede under tranerne ligger ”bjergbyen” Gudhjem med modne figner i de små klippehaver. Foto: Søren P. Sillehoved