Her er der fast mødetid - men ingen mødepligt

Der er lys i vinduerne og kaffe på kanden i "klublokalet" på Pilebrovej i Nexø. Her mødes en flok frivillige en gang om ugen for at sikre, at Nexø bliver pyntet smukt til jul og påske.

Der er lys i ruderne på en ellers mørk og grå oktoberformiddag, og varmen strømmer ud, da døren forsigtigt åbnes og afslører en håndfuld kvinder og en enkelt mand, der sidder bænket omkring kaffebordet.

De inviterer generøst indenfor, hælder kaffe i koppen og præsenterer sig som godt halvdelen af Nexøs Hjertevenner. Det fremgår også af det kunstnerisk udførte skilt på døren, og stemningen i lokalet er da også på alle måder hjertelig.

På et stort arbejdsbord, der fylder en tredjedel af lokalet, ligger et væld af røde hjerter spredt ud, og på et bord på en væg i den modsatte ende af lokalet står to store hjerter, hvor byens navn er skrevet med blokbogstaver.

– Mændene er lige på trapperne. De er ude på lageret for at se, hvad vi har. Men tag endelig plads, lyder det.

Med kaffe i kopperne og wienerbrød doneret fra byens bager kommer det frem, at den lille flok venner har eksisteret siden 2017.

Så går døren op, og de føromtalte mænd gør deres entre i arbejdsbukser og med smil og højt humør. De indtager den resterende halvdel af bordet, og ordet overlades til Bernt Vibe Nielsen, som i spøg kaldes bossen, fordi det var ham, der tog initiativ til gruppen.

– Jeg var nede på Nexø Museum og pynte til jul sammen med nogle andre fra byen, og så tænkte vi på, at det skulle man i grunden have gjort i hele byen.

Så jeg begyndte at spørge mig for, om der var nogen, der ville være med i en gruppe, der kunne stå for at pynte byen op til jul, lidt ligesom de gør i Rudolfklubben i Aakirkeby, fortæller han.

– Det var faktisk lidt svært at få folk med på idéen, fortsætter han, og med et glimt i øjet gestikulerer han mod sin makker på højre hånd.

– Jeg spurgte Jørgen her, fordi han var håndværker, og så tænkte jeg, at de skal jo også have noget at lave. Men det havde han ikke tid til dengang, fortæller han tørt og med et sigende blik på kammeraten, som efter et par år ombestemte sig og alligevel gerne ville være med i klubben.

Der er gang i kaffebordet på Pilebroen tirsdag formiddag. Foto: Sarah Thun Kristensen

Lilbrit Nielsen har været med helt fra start. Hun er nemlig gift med Bernt Vibe Nielsen. Foto: Sarah Thun Kristensen

Ingen mødepligt

Der dukker mellem 10 og 15 venner op hver tirsdag formiddag, når der er fast mødetid på det lille tilholdssted på Pilebroen.

Der bliver malet, bygget, pudset og gjort klar. I ugen op til den store aften, hvor byens juletræ tændes, er der ekstra fart på, og flere ugedage må tages i brug for at nå det hele, så byen kan stråle.

– Vi bruger lang tid på at stille op, og her i månederne op til jul kan man også bare møde ind selv, hvis man har en stor nisse, der skal males, og man helst vil have lokalet for sig selv, for det bliver jo lidt trangt med plads, når vi alle er her, fortæller Anne Nielsen Petersen, som har været en del af hjertevennerne siden påsken i 2018.

Selvom hun nogle gange tager derned selv, så betyder det imidlertid ikke, at hun ikke dukker op tirsdag formiddag på den faste mødedag.

– Man skal da lige være med til hyggen også, så jeg dukker altid op, når jeg kan, fortæller hun med et smil.

– Men der er ingen mødepligt, så der er ikke noget med at give besked eller melde fra, understreger Verna Vilsøe.

Hun og manden Tonny Vilsøe har begge været med siden 2019, da de så en annonce i Tidende om, at hjertevennerne søgte nye medlemmer.

Dengang var de netop gået på efterløn, og selvom det var skønt med frihed og god tid, så savnede de også af og til, at der var nogen, der forventede, at man dukkede op til noget, og at være en del af et fællesskab.

– Selvom man ikke længere er på arbejdsmarkedet, så har vi stadig noget at give af, og det her virkede som en oplagt mulighed for at gøre noget for byen, forklarer de.

Gruppen begynder at pynte byen op midt i november - i år skal de være færdige fredag den 29. november, når juletræet tændes.

Der er rigeligt med hjerter, for byen pyntes i gammeldags julerøde farver. Foto: Sarah Thun Kristensen

Nisserne på træstubbe er meget populære, men man kan altså ikke købe dem. Der er ikke tid til at producere til private. Foto: Sarah Thun Kristensen

En grim nisse

For Lilbrit Nielsen startede eventyret nede på torvet en jul, hvor der blev solgt juletræer. Hun fortæller, at de stod tre søstre og talte om, at de kunne da godt have pyntet lidt op.

– Men det er vel egentlig bare vores behov, fordi vi synes, det kunne være hyggeligt, så det var vel os, der skulle gøre noget, husker hun.

– Man kan ikke brokke sig og så ikke gøre noget ved det, supplerer Hanne Kofoed Nielsen, som er en af de omtalte søstre, som den decemberdag stod på torvet og talte om julepynt. Den tredje søster er også med, men hun er ikke dukket op denne tirsdag formiddag.

Bernt Vibe Nielsen, som i øvrigt er gift med Lilbrit Nielsen, supplerer og fortæller, at det også handler om at udnytte sine kreative evner til gode for byen og borgerne.

– Og folk bliver virkelig så glade, så på den måde er det også et meget taknemmeligt job. De kommer allerede nu og spørger, hvornår vi skal pynte op.

– Ja, man får meget ros, medgiver Verna Vilsøe.

Hun oplever, at der er er stor velvilje fra både private og erhvervsdrivende i byen - ligesom de fra foreningslivet får stor tak, og endda har fået en hjertepris fra Rotary Club. En anden gang var der en, der havde lagt et billede af en af nisserne op på Facebook, og nogen skrev "hold kæft, hvor er den nisse grim", fortæller de i højt humør.

– Der siger jeg bare: Luk røven, siger Anne Nielsen Petersen med eftertryk. Hun smiler dog og tilføjer formildende, at gruppen har deres egen stil, og det er ikke afgørende, at alle bryder sig om den.

– Det er traditionel jul, og hvis man gerne vil have en anden æstetik, så kan man jo gå ned på julemarkedet, for vi blander os slet ikke med hinanden.

Maling og materialer bliver sponsoreret af blandt andet borgerforeningen, men også andre er gode til at give donationer og bakke op om oppyntningen af byen. Foto: Sarah Thun Kristensen

Bridgeblanding og kaffe

Jan Kofoed er den senest ankomne i gruppen, og derfor bliver han drillet lidt ekstra, ligesom han får de sure tjanser, siges det rundt om bordet.

Det store smil og den gode stemning fortæller imidlertid en anden historie om, at der er plads til alle - også dem der ikke har været med fra start.

– Jeg gik i klasse med Karsten, og jeg havde set, at han var kommet med, så jeg tænkte, at det der, det skal jeg også, fortæller han.

Netop Karsten Andreasen havde faktisk i flere år haft kig på Hjertevennerne og tænkt, at når først han gik på efterløn, så skulle han være med i klubben.

– Det er bare hyggeligt at mødes og lave noget sammen, og så får man lige lidt bridgeblanding og drikker kaffe, smiler han og trækker tilfreds på skulderen.

– Og man får masser af sladder med hjem, tilføjer en af de andre ved bordet.

Lige den info er der ikke ubetinget enighed om, omend det får smilet frem. Gruppen bliver enige om at lade det ligge.

Lilbrit Nielsen og Bente Dam i fuld gang med at friske hjerterne op til jul. Foto: Sarah Thun Kristensen

Det er hyggeligt

Der er opbrudsstemning ved kaffebordet.

Mens nogen sætter retning mod døren for at komme ud i den friske luft og tænde op i en velfortjent cigaret, går andre direkte i malerbøtten, hvor den julerøde maling med god fart fordeles over de mange hjerter, der ligger fordelt på arbejdsbordet.

Snakken går fortsat lystigt - uanset om det er over arbejde eller hygge.

Der koordineres, sludres, og ved kaffebordet går en enkelt så småt og rydder op, mens en anden har fundet en stubnisse frem, som skal have ansigtet frisket op.

Med bare et par timer tilbage af dagens sammenkomst er der på ingen måde stress på, for med en sund summen af arbejde skal gruppen nok nå det hele til tiden, og det vigtigste er, at det er hyggeligt.

Bente Dam, Karsten Andreasen og Hanne Kofoed Nielsen koordinerer dagens opgaver. Foto: Sarah Thun Kristensen