– Vi har fået venteliste på havnene med hensyn til bådpladser, fordi mange har et ønske om at købe en båd. Jeg tror, coronaen har medvirket til det, fordi man i en båd kan leve i en boble med sin familie. Man har mulighed for at rejse uden at komme tæt på mange mennesker, siger Aron Kjøller-Hansen.
Når mange bornholmere har båd, betyder det også, at sejlerturismen er afhængig af, at de bornholmske bådejere tager ud for at opleve andre havne, så der bliver plads til gæstesejlerne.
– Vi har derfor et system med skilte ved hver bådplads. Skiltet er rødt på den ene side og grønt på den anden. Når skiltet er vendt til grøn, kan vi få en gæstesejler ind, så vi kan få noget indtægt til havnen, og vi får råd til vaterlister, broer og hvad der ellers skal til på havnene, siger Aron Kjøller-Hansen.
Og det system fungerer. Der var en enkelt dag forleden, hvor der var tæt på at være fyldt op i Nørrekås, men ellers er der stadig plads til flere gæstesejlere.
Der er ved at være fyldt godt op i Nørrekås Lystbådehavn efter en meget stille start på sæsonen. Foto: Jacob Jepsen