Edna fik mange danske historier fra dels sine forældre, mens også fra sin bedstemor Karen Kristine Thorsen og oldefar Hans Thorsen, som forlod Arnager i henholdsvis 1881 og 1882 til fordel for den mormonske tro og et bedre liv over there.
Erindringerne er skrevet i 1987, og Edna døde som 96-årig i 2001. Hun begynder med den bornholmske familie og beskriver et hårdt liv, som er svært at forestille sig i dag. Især mangel på brændsel og den evige kulde om vinteren har bidt sig fast i forfædrenes overleveringer. Erindringerne foregår før 1880’erne:
"Brændstof var en sjældenhed. Kongens skov var den eneste kilde til træ. Befolkningen på øen fik et vist antal dage om året til at samle deres årsforsyning. På de udpegede dage ville alle, der var gamle nok og fysisk i stand til det, være i gang så hurtigt og så længe som muligt, løbe, når de kunne og gå resten af tiden. Træet blev bundet på ryggen med snore. Det eneste andet brændstof, de havde, var den tørv, de ville grave op af jorden og tørre. Deres hjem var aldrig varme, og folk klædte sig derefter. Dette var afspejlet i bedstemors liv, så længe hun levede. Om vinteren havde hun altid mange lag tøj på," skriver Edna Thorsen og fortsætter sin fortælling om fiskeriet i Arnager:
Arnager i gamle dage: Sådan forestiller jeg mig husene på Hans Thorsens tid. Dette er tidligere skole og Degneboel" i Arnager, foto: H. Zangenberg foto. Bornhomerneshistorie.dk
"Oldefar Thorsen boede nær havet, hvor mændene levede af fiskeri. Det var svært, men det gjorde dem robuste. Mændene gik til deres både meget tidligt om morgenen, så de kunne begynde at fiske i dagslys. Hvis de havde held, ville de vende hjem i tide, så kvindefolket kunne sætte fiskene på en line, bære dem på ryggen og løbe til markederne eller byboerne og sælge dem. Kvinderne kontrollerede også nettene og reparerede dem, hvis det var nødvendigt. Vejret var altid en bekymring. De var et overtroisk folk, men de så på himlen efter tegn på storm. Deres liv stod på spil. De troede på det gamle mundheld: "Red in the night – sailors delight. Red in the morning – sailors take warning."
"Om vinteren eller i stormvejr, når havet var i oprør, ville bølgerne være høje, og vandet piskede over bådene. Skibene var ikke store eller robuste, og mændene blev så kolde, at de ofte stod frosset i deres positioner. Dette var det eneste liv, de kendte, og de frygtede ikke det. Mænd og kvinder indså begge, at det var en kamp med elementerne og havet. Hvis de tabte, var det deres uheld."