Hans Thorsen frygtede løbske heste i USA mere end Østersøen

Jeg fandt en skat i min postkasse forleden dag. Da jeg pakkede den ud, åbenbarede der sig en fortælling om et barsk bornholmsk fiskerliv for over 150 år siden.

SLÆGTSFORSKNING

Jeg interviewede min slægtning Joan Boren fra Idaho for et stykke tid siden, og i den forbindelse spurgte hun mig, om jeg var interesseret i hendes bedstemors erindringer. Jeg sagde selvfølgelig ja tak og tænkte, at hun sikkert ville maile mig en stak papirer, men sådan blev det ikke. I posten 14 dage senere fandt jeg så en fin indbundet erindringsbog "Recollections" af Edna Thorsen Atchley.

Edna blev født i Bear River City den 7. november 1905 af danske udvandrere. Hendes far, Hans Peter Thorsen fra Arnager, var kun 11 år, da han rejste over Atlanterhavet med sin mor, mens moderen Jensine Kristine Kristensen kom fra Glimsholt ved Hjørring.

Arnager Folketælling 1860. Det har været et hårdt år, for man kan se, at flere familier er under fattigdomsforsørgelse.

Edna fik mange danske historier fra dels sine forældre, mens også fra sin bedstemor Karen Kristine Thorsen og oldefar Hans Thorsen, som forlod Arnager i henholdsvis 1881 og 1882 til fordel for den mormonske tro og et bedre liv over there.

Erindringerne er skrevet i 1987, og Edna døde som 96-årig i 2001. Hun begynder med den bornholmske familie og beskriver et hårdt liv, som er svært at forestille sig i dag. Især mangel på brændsel og den evige kulde om vinteren har bidt sig fast i forfædrenes overleveringer. Erindringerne foregår før 1880’erne:

"Brændstof var en sjældenhed. Kongens skov var den eneste kilde til træ. Befolkningen på øen fik et vist antal dage om året til at samle deres årsforsyning. På de udpegede dage ville alle, der var gamle nok og fysisk i stand til det, være i gang så hurtigt og så længe som muligt, løbe, når de kunne og gå resten af tiden. Træet blev bundet på ryggen med snore. Det eneste andet brændstof, de havde, var den tørv, de ville grave op af jorden og tørre. Deres hjem var aldrig varme, og folk klædte sig derefter. Dette var afspejlet i bedstemors liv, så længe hun levede. Om vinteren havde hun altid mange lag tøj på," skriver Edna Thorsen og fortsætter sin fortælling om fiskeriet i Arnager:

Arnager i gamle dage: Sådan forestiller jeg mig husene på Hans Thorsens tid. Dette er tidligere skole og Degneboel" i Arnager, foto: H. Zangenberg foto. Bornhomerneshistorie.dk


"Oldefar Thorsen boede nær havet, hvor mændene levede af fiskeri. Det var svært, men det gjorde dem robuste. Mændene gik til deres både meget tidligt om morgenen, så de kunne begynde at fiske i dagslys. Hvis de havde held, ville de vende hjem i tide, så kvindefolket kunne sætte fiskene på en line, bære dem på ryggen og løbe til markederne eller byboerne og sælge dem. Kvinderne kontrollerede også nettene og reparerede dem, hvis det var nødvendigt. Vejret var altid en bekymring. De var et overtroisk folk, men de så på himlen efter tegn på storm. Deres liv stod på spil. De troede på det gamle mundheld: "Red in the night – sailors delight. Red in the morning – sailors take warning."

"Om vinteren eller i stormvejr, når havet var i oprør, ville bølgerne være høje, og vandet piskede over bådene. Skibene var ikke store eller robuste, og mændene blev så kolde, at de ofte stod frosset i deres positioner. Dette var det eneste liv, de kendte, og de frygtede ikke det. Mænd og kvinder indså begge, at det var en kamp med elementerne og havet. Hvis de tabte, var det deres uheld."

Edna fortæller, at hendes oldefar Hans Thorsen – min tiptipoldefar – på mange måder frygtede livet i USA mere end det hårde liv på Bornholm:

"Som min oldefar Thorsen udtrykte det, da han kom til Utah i sit senere liv: "Der var ikke faren eller bekymringen på havet, jeg frygtede – men at rejse bag et hold heste. Det var jeg bange for."

Hans Thorsen refererede til de første "automobiler" som han oplevede på vejene i Utah, som indimellem forårsagede løbske heste med vogne, fordi de blev bange for bilerne. Folk blev dræbt eller hårdt sårede ved disse ulykker, og det var tilsyneladende noget af det værste ved det nye liv i USA, fortæller Edna: "Oldefar Thorsen fandt livet i Amerika anderledes og farligt, og han kunne ikke se grunden til, at der skulle køres så hurtigt."

Edna Thorsen Atchley har sammen med sin mand skrevet sine erindringer.

Edna fortæller mere om livet i Arnager:

"Hjemmet var ydmygt. Det var et rum med snavset gulv og et loft, der var sodet helt til. Brændet var knapt og dyrt, og vintrene var så kolde, at det var svært at holde varmen. Der var intet komfur, men et ildsted med en ovn. Bagning ville ske, efter at ovnen var opvarmet med rødglødende kul. Kullene blev taget ud, og brødet blev lagt i for at bage. De fleste ting blev kogt i en gryde i selve kullene. Maden var meget enkel. Det eneste brød var groft og mørkt, lavet af rug. Min far (Hans Peter Thorsen) ville aldrig spise mørkt brød i Amerika, da han følte, at han havde fået rigeligt i sit tidlige liv," fortæller Edna og fortsætter:

"Tiderne var undertiden ekstremt hårde. Der var meget sygdom. En vinter var alle i landsbyen syge. Vejret var dårligt, og fattigdommen herskede Mange mennesker var desperate efter mad. Familien Thorsen havde købt en forsyning med kartofler i efteråret. Disse skulle vare hele vinteren, fordi deres liv var afhængig af det. Hans Thorsen var meget syg hele vinteren. Kartoflerne blev spist både rå og kogte, og salt var det eneste, de havde for at gøre dem bare lidt velsmagende. Bedstemor sagde, at de nogle gange bare skrubbede dem rene og dryssede salt over dem, før de spiste. Andre gange kogte de dem i saltvand. Efterhånden som månederne gik, var kartoflerne mere krøllede og visne, men skrællerne blev altid spist, da intet kunne spildes. Den eneste pause i den trættende diæt var, hvis nogle naboer var i stand til at fiske en dag og ville dele en fisk med dem."

Ednas beskrivelse af deres hårde vintre stemmer godt overens med en folketælling fra 1860. Her kan man se, at hele familien var på fattigdomsforsørgelse. Intet under at de drømte om et andet liv. I næste artikel vil jeg fortælle om starten på deres liv i Amerika.

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien "Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning" dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: dortekofoed67@gmail.com