Vi skylder dem en fest
På Campus Bornholm er traditionen, at alle årgangene på de gymnasielle uddannelser er med til gallafesten.
Sådan bliver det ikke i år, og det ærgrer gymnasierektoren, men hun ser frem til at kunne give eleverne i 3.g og 2. hf en fejring efter mere end et år med meget færre sociale arrangementer på grund af corona.
– Afgangseleverne mistede jo også deres gallafest sidste år, så vi synes, vi skylder dem en særlig runde med fest og fejring i år. Vi havde selvfølgelig håbet, at alle elever kunne være med, som de plejer, men sådan bliver det ikke. Vi gør det så godt, vi kan, under de regler og rammer, der er lige nu, og så håber vi, vi kan holde en fest for 1. og 2.g'erne lidt senere på sommeren. Men det tør vi ikke love, at vi kan endnu, siger hun.
Beslutningen om kun at holde galla for afgangseleverne har ifølge Lisbeth Hvid Christensen mødt forståelse hos eleverne.