Når fagbevægelsen synger Oskar Hansens "Når jeg ser et rødt flag smælde" til 1. maj, lyder det blandt andet, at fremtiden er gemt i den røde fanes folder, og i år har netop den del af teksten ekstra vægt.
Arbejdsmarkedet anno 2050 er nemlig det, FH har valgt som landsdækkende tema, og lokalformand Joan Prahl fortæller, at alle fremmødte får mulighed for at sætte ord og billeder på de ønsker, de har til fremtidens arbejdsmarked.
I år inviterer FH Bornholm, SF, Enhedslisten, Alternativet og Socialdemokratiet til fælles 1. maj ved Rasch Pakhuz i Rønne. Der vil være taler, aktiviteter for børn og musikalsk underholdning fra Simon Sandbye, og ungdomsuddannelsen FGU har en bod, hvor den viser og sælger nogle af de produkter, eleverne har lavet.
– Det har været vigtigt for fællesskabet, at indholdet på dagen afspejler en fejring af, at det er den internationale kampdag, vi fejrer, og at det ikke er et valgmøde, siger Joan Prahl i en pressemeddelelse.