Region Hovedstaden skruer op for vaccinationen mod corona. Derfor har Region Hovedstaden indgået en aftale med 58 apoteker, der skal hjælpe med at vaccinere befolkningen. Et af de apoteker, der indgår i aftalen, er Nexø Apotek. Fra næste uge kan man med tidsbestilling møde op og få en vaccine på Nexø Apotek.
– Vi kan ikke gøre det uden tidsbestilling, da vaccinerne kun kan holde i seks timer efter, at de er blevet blandet, fortæller Helle Madsen, souschef på Nexø Apotek.
– Vi har været i kontakt med Region Hovedstaden, og de kan levere vaccinerne på tirsdag, hvilket betyder, at vi kan tilbyde vaccination fra onsdag. Det kunne især være et godt tilbud for børnefamilier på østlandet, der således ikke behøver at køre helt til Rønne, pointerer Helle Madsen.
Tidsbestilling skal ske på apotekets hovednummer 5649 2019.