Kommunalbestyrelsen skal på sit møde torsdag behandle et punkt om principper for forhold omkring råd og nævn. Som en del af punktet ligger et forslag om at reducere Bornholms Ældreråd fra 11 til fem medlemmer.
Forslaget bliver mødt med undren i ældrerådet, som har behandlet det på et digitalt møde og efterfølgende sendt et notat til kommunalbestyrelsens medlemmer, så de har det inden torsdagens møde.
I notatet skriver ældrerådet, at det repræsenterer over en tredjedel af Bornholms befolkning, at der bliver flere ældre i tiden fremover, og at rådet er repræsenteret i mange forskellige bestyrelser, blandt andet politiets lokalråd, trafikkontaktrådet og Bofas brugerråd.
"Ældrerådet udarbejder og indsender høringssvar vedrørende alle forhold, der berører ældreområdet. Opgaverne er fordelt på rådets medlemmer, der er organiseret i tre grupper. Disse grupper er koordinationsudvalget, følgegruppen vedrørende kultur, teknik og miljø samt følgegruppen vedrørende social og sundhed", skriver rådet og tilføjer, at nogle forhold vedrørende kommunernes ældreråd er lovmæssigt fastsat.