Formand for Bornholms Træbådelaug: Mik Voss' træbåd bliver ikke den sidste

Formand for Bornholms Træbådelaug: Mik Voss' træbåd bliver ikke den sidste
Poul Forum Sørensen, formand for Bornholms Træbådelaug. Foto: Berit Hvassum
BÅDEBYGGERI | BORNHOLM | Lørdag 4. september 2021 • 18:00

– Det er spændende, og det er kulminationen på mange års herligt arbejde fra Miks side. Så det er en stor dag for ham, siger Poul Forum Sørensen, som er formand for Bornholms Træbådelaug, om søsætningen af Josefine lørdag formiddag, hvor han er mødt op på Svaneke Havn.

Her søsætter Mik Voss, som er uddannet bådebygger, sin selvbyggede træbåd, som han har arbejdet på i 16 år.

Har du fulgt lidt med fra sidelinjen?

– Ja, jeg set båden mange gange undervejs. Vi besøger tit Mik, og han er også medlem hos os og spiller til vores arrangementer, så vi kender hinanden rigtig godt, siger Poul Forum Sørensen.

Det er ikke nødvendigvis let at søsætte en båd. Foto: Berit Hvassum

Hvornår har du senest set sådan en træbåd blive bygget fra bunden af, om jeg så må sige?

– Jamen, vi er selv i Bornholms Træbådelaug i gang med at bygge en på værftet i Rønne, så Miks bliver ikke den sidste træbåd, der bliver bygget på Bornholm.

Hvornår bliver I færdige med den?

– Det kunne vi godt tænke os at blive til næste år. På grund af forskellige omstændigheder har bygget ligget stille i en årrække.

Hvornår begyndte I på den?

– Det er ni år siden.

Det tager lang tid at bygge en træbåd?

– Nej, det gør det ikke nødvendigvis, men det er både et spørgsmål om penge og arbejdskraft. Eftersom der hos os er tale om frivillig arbejdskraft kniber det nogle gange, og vi har også være så uheldige, at et par af vores rigtig gode medlemmer, som var meget involverede i byggeriet, desværre døde, siger Poul Forum Sørensen.

Mik Voss med barnebarnet Josefine, som han har opkaldt sin båd efter. Foto: Berit Hvassum

FÅ ABONNEMENT