Selv om januar er den stille tid på året – også på feriekolonien Stavnsklit ved Dueodde, er der alligevel masser af tilbud til bornholmerne om aktivitet i de mørke måneder.
I de gule bygninger omgivet af skoven starter der allerede fra i dag yogahold, senere i januar kurser i Empowerment og i februar kurser i mindfullness. Fra 1. marts starter også fælles gå- og løbetræning til Royal Run, fortæller Dorthe Christensen, daglig leder og underviser.
Hun understreger, at yogaholdet er for alle – for mænd og kvinder i alle aldre, i alle størrelser kroppe, med eller uden små og større skavanker.
– Jeg håber, at der også kommer nogle, som bor i en lidt større krop – ligesom jeg selv – så vi får et hold med store kvinder og mænd, siger Dorthe Christensen, som mener, at yoga netop er noget for dem, der måske ikke selv tror det.
– Jeg vil gerne hidkalde nogle af dem, der har ondt, stress, skavanker eller overbevisninger om, at det er svært at træde ind i et normalt yogalokale og vise, at yoga ikke bare er stramme træningsdragter, smidighed og svære øvelser. Yoga er rigtig godt for stive rygge, stress, ondt i leddene, lænden eller med lidt for mange kilo. Alle kan være med, og alle passer ind, så kom bare, opfordrer hun.
Yogaholdene vil være med enkle øvelser.
– Det vigtigste er vejrtrækningen, så det vil der være fokus på. Vi skaber en tryg stemning og gør det så godt, vi kan. Vi skal ikke gøre det perfekt, alle kan finde ud af det.
Få lyddæmperen ud af trompeten
I slutningen af januar starter også kurser i Empowerment, som Dorthe Christensen beskriver som en mulighed for at genoplade sig selv og komme i balance.
– Nogle gange er vi røget lidt for langt ud af os selv. Så lever vi i evig reaktion på livet og gør brug af overlevelsesstrategier, der ikke nødvendigvis er de mest hensigtsmæssige. Der er ”noget i trompeten”. Livets op- og nedture, chokerende hverdagsoplevelser, skilsmisse, sygdom, tab af ægtefælle, tab af job mv. At lære at være, med livet, som det er, bringer os indimellem ud af kurs og giver os en ”lyddæmper” i trompeten.
Vigtigt er det, at vide at det er muligt at ”hive lyddæmperen” ud – og atter få fuld kraft i livstrompeten, mener hun.
Empowerment-kurset giver mulighed for at indhylle sig i den ro og uforstyrrethed, der er på Stavnsklit, og få kigget sine egne tanke-, følelses- og adfærdsmønstre efter. Er der noget, som skygger i dit liv, og kan du befri dig selv for unødig bagage, pakke den, du vælger at tage med dig videre, om og finde den udgave af dig selv, hvor du mærker, du er i live og fyldt med kræfter?
– Det er en proces, hvor vi rører i gryden, siger Dorthe Christensen, som oprindelig er bankuddannet, men siden blandt andet er uddannet coach samt mindfulness- og yogainstruktør, og Chok Release Master.
Godkendt royalt fællesskab
Stavnsklit og Ressourceforeningen har desuden søgt om og er blevet godkendt som et Royal Run træningsfællesskab og står hver søndag fra 1. marts bag fælles gå- og løbetræning frem til Royal Run løbet 1. juni i Rønne.
Træningsfællesskabet handler ikke om at løbe længst eller hurtigst, understreger Dorthe Christensen.
– Vores fokus er at få så mange som muligt med, og vi regner primært med at gå. Det handler ikke om at gå hurtigt eller langt, men om at være med. Det er for alle aldre, og vægten og hjertet hos os ligger på at få skabt mod hos folk til at komme ud at gå og få et fællesskab – og det ender jo nok med, at vi drikker kaffe bagefter, tilføjer Dorthe Christensen
Træningen foregår hver søndag fra 1. marts, og der kan gås eller løbes 1 mile (ca. 1,6 km) eller 5 km.
Royal Run foregår 1. juni 2020. Kronprinsen tog i 2018 år initiativ til løbet for at møde danskerne i øjenhøjde og motivere flere til at deltage i et idrætsfællesskab, og Royal Run etablerer nu træningsfælleskaber landet over.
Stavnsklit
Stavnsklit er Herlev Lærerforenings og Herlev Kommunes tidligere feriekoloni på Bethesdavej mellem Snogebæk og Dueodde. I 2015 blev feriekolonien købt af Stavnsklit Fonden. Stavnsklit anvendes fortsat til lejrskole- og feriekoloni ophold, men nu ikke kun for Herlev Kommune, og samtidig bruges de gule bygninger i skoven til blandt andet kurser og holdaktivitet.
Da Herlev Kommune satte Stavnsklit til salg i 2014 tog Dorthe Christensen initiativ til, at Stavnsklit kunne drives videre. Med en stor donation på 4,4 million kroner fra Den A. P. Møllerske Støttefond fond og støtte fra andre fonde blev det muligt i 2015 at købe og renovere feriekolonien, og åbne stedet op for en langt bredere kreds af brugere. Stavnsklit fik blandt andet nyt varmeanlæg, kloaksystem og handicaprum- og toiletter, og renoveringen betyder, at ejendommen kan bruges hele året og har dermed åbnet for de mange nye muligheder.
Stavnsklit er i dag en selvejende institution ejet af Stavnsklit Fonden, hvis formål er at eje, udleje og drive ejendommen Stavnsklit.
Foreningen bag Stavnsklit, Ressourceforeningen, er en frivillig og almennyttig social forening, som arbejder for at lave livsbekræftende og livsstyrkende aktiviteter for, med og af mennesker i krise og i almindelighed, og bruges blandt andet af
feriekolonier, lejrskoler, døgninstitutioner, familiebehandlingscentre, krisecentre og lignende.
En frivillig-gruppe er en vigtig del af fællesskabet omkring Stavnsklit, og medlemmerne hjælper til ved aktiviteter og arrangementer i huset.
Mormor-energi i skovens store stille favn
At der er yogakurser i Stavnsklits gule bygninger i skoven ved Dueodde er ikke nyt. Det har der været de sidste to vintre, men kursus- og feriestedet kæmper stadig for at blive kendt af flere bornholmere, efter at stedet i 60 år var Herlev kommunes feriekoloni.
– Det er stadig lidt af en hemmelighed, at vi er her, og når vi siger, at vi ligger på Bethesdavej, tager mange os for at være den mere kendte koloni Bethesda længere nede ad vejen, siger Dorthe Christensen.
Om sommeren er Stavnsklit fyldt med lejrskoler og kolonier, og stedet bruges også af organisationer, virksomheder, foreninger og private til temadage,kurser og fester, men Dorthe Christensen vil gerne skabe liv hele året, og Stavnsklit Fonden og Ressourceforeningen står bag stadig flere egne aktiviteter på stedet, som om vinteren er mest henvendt til bornholmerne
– Stedet her kan noget helt utrolig dejligt om vinteren med den ro, der er herude. Det er som om, Stavnsklit er en stor rolig favn, og det vil vi gerne udfolde, forklarer Dorthe Christensen og der går heller ikke mange minutter, før gæsten kan mærke roen og stilheden som en velgørende varm omfavnelse på hverdags-stressen.
Stavnklit Fonden ejer og driver ejendommen Stavnsklit og foreningen Ressourceforeningen står bag stedets egne aktiviteter og kurser.
– Helt fra starten tænkte jeg, at roen og fredfyldtheden ved stedet er noget helt særligt. At der er en uforstyrrethed her midt i skøn natur, hvor skuldrene kan sænkes ned. Det er et sted, hvor livet kan styrkes for alle, hvor man kan komme til kræfter og lade sig selv op, forklarer Dorthe Christensen, som mener, at det er der et behov for hos os alle.
- Det er godt at have et ”rum” for livets store og små krusninger. Når vi mister fodfæstet for en stund, er det vigtigt at opleve støtte til at genfinde ståstedet i sig selv. Helt overordnet vil vi her på stedet være den ramme, hvor vi kan styrke livet og tilbyde fællesskab – Et sted at lære, leve og være. Et sted hvor, du kan komme til stede og blive nærværende i dit eget liv.
Dorthe Christensen har allerede mange eksempler på, at både voksne og eksempelvis udsatte unge kan finde ro og plads til udvikling under et ophold på Stavnsklit, og at helt enkle aktiviteter som at bage en kage eller skrælle æbler sammen giver plads til at gode snakke kan opstå.
– Du kan kalde det en slags mormor-energi. Det er ikke så mystisk. Stavnsklit har været en feriekoloni – et sted, hvor man kunne øve sig i at være sig selv sammen med andre. Vi har nu en ny identitet, men vores aktivititeter er nye grene på det samme træ, Vi har hele tiden vidst, at vi ville gå den vej, hvor formålet med stedet er at bruge det til livsstyrkende aktiviteter og samværsprocesser, og være et sted, hvor man stiller sig til rådighed for hinanden og styrker hinanden, siger Dorthe Christensen, der arbejder på at udvikle endnu flere egne tilbud på stedet.