En tradition slutter: Julehuset er til salg

En tradition slutter: Julehuset er til salg
– Det har været en tradition i mange år, lyder det fra Sif Andersen Duarte. Her fotograferet ved siden af sin far Gunni Andersen. Foto: William Sonne Kaalø
Tirsdag 31. december 2024 • 05:30
Tirsdag 31. december 2024 • 05:30

Efter mange år er det nu slut med julelys- og figurer på adressen Bedegadevej 13 i Klemensker. Huset er nemlig til salg.

Det har i mange år været et tilløbsstykke, hvis man liiiiiige har manglet at komme i julestemning. Ja, det har sågar sin egen facebookgruppe.

Nu er der imidlertid sat et til salg-skilt op ved indkørslen til Bedegadevej 13 få hundrede meter uden for byskiltet til Klemensker, hvor haven og huset igen i år er lyst op af lyskæder og hyggelige julefigurer med lamper i.

Når klokken slår tolv nytårsaften, hvor lyset slukker, så bliver det hele pakket ned for sidste gang - i hvert fald på den her adresse. Det står fuldstændig fast, lyder det samstemmende fra Gunni Andersen, der indtil for to år siden selv boede i huset, og hans datter Sif Andersen Duarte, der siden da har boet i huset med sin familie.

Tidendes udsendte møder dem i haven på årets næstsidste dag i tusmørket, som julelyset dog gør sit til at holde væk.

– Vi skal videre herfra. Det var meningen, vi gerne ville overtaget huset og så køre traditionen videre. Men især haven er for stor til os og passer ikke til vores behov mere, siger Sif Andersen Duarte, der sammen med familien nu er i gang med at lede efter et sted at bo i Hasle, hvor hendes forældre bor nu og sønnen i øvrigt skal starte i skole.


Julefigurer og lys bringer et smil på læben hos Sif Andersen Duarte og far Gunni Andersen. Foto: William Sonne Kaalø

Det startede for mange år siden

Sif Andersen Duarte kom til verden i 1992. Året før købte Gunni Andersen Bedegadevej 13. Herefter begyndte den omfattende lysinstallation at tage fart.

– Jeg havde også lidt det sted, hvor jeg boede før, siger han og tilføjer:

– Men det var mest sådan lidt blinkende lys. Vi havde også et kæmpe juletræ her i haven, som vi pyntede op, og så begyndte vi at sætte lys på huset. Men træet fældede vi så, for så kunne man bedre se huset.

I mange år siden da har man fra vejsiden i december kunne betragte julelyset og figurerne i haven og på huset. For Gunni Andersen har det lidt været en passion at dyrke julen på den måde. Han fortæller, at han tit får spørgsmålet om, hvor meget lys der er. Men det vigtige er faktisk derimod, at der er tale om en helhed i opsætningen.

– For eksempel er jeg glad for svampen derovre - den er jeg meget glad for. Den er meget fin, siger Gunni Andersen og peger på en svampeformet figur malet i rød og hvid lidt længere inde i haven.


– For eksempel er jeg glad for svampen derovre - den er jeg meget glad for. Den er meget fin, siger Gunni Andersen. Foto: William Sonne Kaalø

En eftertragtet adresse

Når man bevæger sig rundt, skal man passe på ikke at snuble i de mange ledninger, der er lagt ud som livsnerve til lysene.

– Det er meget sjovt at have nogle ting, som andre ikke har. Vi har også den, der sidder på garagen - det er ikke noget, andre har, siger Gunni Andersen.

I år har der atter været mange, som har været forbi adressen for at betragte lysene, fortæller Sif Andersen Duarte.

– Der er rigtig mange, der holder ovre på den anden side af vejen eller lige ude foran. Så står de ved hækken og tager billeder og snakker. Hvis man skal ud med skraldet, kan man lige tage en sludder med dem. Det er positive tilbagemeldinger, vi får hver gang, siger hun, mens Gunni Andersen spæder til:

– Så sent som i går snakkede jeg med en, som sagde, at det ikke blev jul, før de havde været forbi og se lysene. Så det bliver virkelig mærkeligt for dem, at de ikke længere skal forbi og se det. Jeg sagde til dem, at der er mange andre, der har installeret lys. Men det er ikke det samme, svarede de så.

– Det her har også stået på i mange år i forhold til andre steder. Det har været en tradition i mange år, lyder det igen fra Sif Andersen Duarte.


Foto: William Sonne Kaalø

'Det skal ikke være et pres for de nye'

I facebookgruppen 'Julehuset i Klemensker' er 441 personer medlem. Sif Andersen Duarte fortæller, at folk har reageret forskelligt på, at huset skal sælges. Nogle er kede af det, mens andre er forstående. Nogle håber også, at andre vil tage over og føre traditionen videre. Nogle siger, de skal tage det med sig og sætte det op et nyt sted.

– Men nu må vi se, konstaterer hun.

Er der slet ikke mulighed for, at dem, der overtager huset, vil føre julelyset og traditionen videre?

– Hvis de vil, så kunne det være fantastisk. Det kunne være rigtig hyggeligt. Min mand og jeg har også snakket om, at vi gerne vil være behjælpelige de første år, hvis de vil have det. Hvis ikke er det helt fair, siger Sif Andersen Duarte.

Kunne de ikke komme til at føle det lidt som et forventningspres?

– Min far lægger vægt på at sige, at det nok er ved at være slut med julelyset. Vi vil helst ikke have, det skal være et pres for de nye. De skal gøre det, fordi de har lyst til det. Muligheden er der for dem, der har lyst til at købe huset – men det skal ikke være et pres. Derfor er vi indstillede på, at det nok er slut.

Og så er det sidste lysedag i morgen (tirsdag, red)?

– Ja.

Og så bliver det pillet ned?

– Ja.


Familien på Bedegadevej 13 ønsker glædelig jul med lys og figurer for sidste gang - formentlig... Foto: William Sonne Kaalø

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT