René Danielsson fortæller, at han fra drøftelser i regionskommunens regi ved, at så længe det ikke var en samfundskritisk sygdom, så sad man lidt på hænderne.
– Jeg spurgte på et valgbestyrelsesmøde inden kommunalvalget, om man havde en plan B, hvis corona skulle gå amok. Svaret var, at hvorfor skulle man det, når sygdommen ikke var samfundskritisk længere. Så det er ikke et enkeltstående tilfælde med forsvaret. Men nu er det blevet erklæret en samfundskritisk sygdom igen, og så er der bare ikke nogen undskyldning for, hvorfor de mennesker, der sidder med det reelle ansvar, ikke bruger to timers overarbejde på at sætte sig sammen og blive enige om retningslinjer, siger René Danielsson.
Han mener, at man har glemt nogle af de erfaringer, man gjorde sig under første og anden bølge.
Utryghed blandt bornholmere
For ham er det én ting, at den lokale kaserne ligner nogen, der ikke har styr på tingene, på trods af at de har gjort, præcis som de har fået besked på af en højere myndighed.