– Og det drejer sig om to værnepligtige, som skulle hjemsendes, altså var færdige hos os. Vi har på kasernen hele tiden opretholdt et testregime og tester vores soldater, og i den forbindelse blev de to konstateret positive, men i og med, de stod foran en hjemsendelse, er de i overensstemmelse med de retningslinjer, deres chef på kasernen har, blevet sendt hjem med en besked om mundbind, afstand, afspritning og så videre, og når de nåede frem skulle de isolere sig i hjemmet og i øvrigt følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
– Vi har ikke noget infirmeri på kasernen, hvor de kunne være, og sådan er de retningslinjer, der bliver arbejdet efter. Det med, at regionskommunens sundhedsmyndigheder kommer ind og tilbyder en sygetransport, kommer først i stand, efter de to blev afvist på Bornholmslinjen, siger John Walther.
Sker det, fordi de to unge mænd henvender sig til jer igen?
– Ja, sådan har jeg fået det forklaret. I og med de bliver bortvist fra færgen, møder de igen op på kasernen og siger hva' så? På den baggrund kommer man i dialog med sundhedsmyndighederne, som så får arrangeret en sygetransport til dem. Jeg tror, de blev sat i et køretøj og fik at love at forblive i det på færgedækket under overfarten.
Jeg har talt med en passager, som var med på den afgang, de to blev bortvist fra, og hun var rimelig pikeret over, hvad hun oplevede på færgen og mente ikke, at det kunne passe, at Forsvaret bare sender folk af sted på den måde. Hun mener Forsvaret bør tage ansvar for situationen, hvad siger du til det?