Det store overblik over Bornholms julemarkeder

Det store overblik over Bornholms julemarkeder
Foto: Sarah Thun Kristensen
DELUXE | Fredag 13. december 2024 • 19:00
DELUXE | Fredag 13. december 2024 • 19:00

Hvor på Bornholm skal man tage på julemarked i den kommende tid? Sådan spurgte vi ud på Facebook, og det var der rigtig rigtig mange bud på. Her kommer et udpluk af julens mange muligheder til din helt egen juletur.

Nogle julemarkeder kommer igen og igen og igen.

Det er blandt andet julemarkedet på Nexø Havn, som åbner hver eneste adventsweekend med kunsthåndværk og lækkerier. Her skal man huske skiundertøjet og et par varme luffer, så man kan holde varmen, mens de mange fine sager bliver beundret.

Hos Birk Bornholm i Østerlars startede de allerede midt i november med at invitere på hjemmebag ved det hyggeligt og velopvarmede indendørs julemarked.

Her spildes tiden nemlig ikke, for samtlige af de sælgende har taget håndarbejdet med, og du kan altså se tingene blive til lige foran dig. Her kan du trygt søge hen hver weekend op til jul.

I Aakirkeby har de omdannet hele byen til Aakirkejuleby. Her sidder cykelnisserne og tramper i pedalerne, toget kører og den første og fjerde søndag i advent holder alle butikkerne åbent, og der er åbent i pebernøddeslottet. Men byen er et besøg værd hele julen, hvor man også kan tage billeder i de mange fine kaner rundt omkring i byen.

På Svanekegaarden kan man også nyde julen i alle adventsweekenderne. Her er de velkendte torvedage rykket indendøre, og man kan finde smykker, brugskunst, betonfigurer, strik og meget mere. Der er også en kunstudstilling og man kan nyde glögg og æbleskiver.

Også i Rønne kan man alle fredage og lørdage frem til jul nyde et skud julehygge på Store Torv, hvor Lions Club Rønne for første gang holder julemarked. Her bliver der hver fredag læst op af HC Andersens eventyr på bornholmsk, der er salgsboder, og så kan man købe gløgg og varme vafler. Der er også åbent de sidste to søndage inden jul.

Står man desuden og har brug for et skud jul i hverdagen, så er der altså både dømt jul i den stemningsfulde gårdbutik på Lille Krusegaard, ligesom der hos Pure Rainforest Chocolate Café ved Slusegård er åbent de sidste 14 dage før jul - indtil da er der åbent hver weekend. Også hos Storms Rum i Ibsker kan man hver weekend op til jul komme indenfor til en lille julesalon.

14.-15. december

Jul på Kroen, Klemensker

Lørdag og søndag 10.30-15.30

Indendørs julemarked med livemusik, træ, keramik, specialøl, mad og drikke

 

Julemarked i Smedjen, Tejn

Lørdag og søndag 11-17

Stort indendørs julemarked

 

Julemarked på Middelaldercenteret, Østerlars

Lørdag 10-15

Klejner, honninghjerter, gammel juleskik, snobrød og hestevognskørsel.

 

Igen og igen og ..

Er det ikke nok at besøge julemarkedet en enkelt gang, eller vil du bare gerne have flere chancer, så er der som tidligere nævnt en række sikre juleudflugter.

Herunder finder du en række julemarkeder som aldrig - eller i hvert fald sjældent - svigter.

Der er nemlig åbent i adskillige weekender, så der er god tid til at få set det hele.

 

Bornholms Julemarked, Nexø Havn

Holder åbent fredag-søndag de fire adventsweekender

Stort og stemningsfuldt udendørs julemarked

 

Birk Bornholm, Østerlars

Alle weekender frem til jul; lørdag og søndag 10-17

Arbejdende værksteder, hvor sælgerne producerer de varer, der sælges på julemarkedet.

 

Julemarked på Svanekegården, Svaneke

Åbent i alle adventsweekender. Lørdag og søndag 10-16

 

Julemarked på Rønne Torv

Fredag og lørdag alle weekender frem til jul.

De to sidste weekender er der også åbent om søndagen.

 

Mangler vi nogen?

Har vi glemt dit lokale julemarked, eller kender du til et herligt julemarked, som ikke er kommet med på listen?

Så skriv gerne til os på redaktion@tidende.dk med dato og klokkeslæt, og så vil vi sørge for at få jer med på listen.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT