– Jeg har været i kontakt med direktøren i regionens Center for Sundhed, Anne Skriver, der har forsikret mig om, at der selvfølgelig også på Bornholm bliver mulighed for at foretage lyntest. Regionen er i fuld gang med at drøfte med SOS International, hvordan aftalen skal udmøntes. Det bliver en meget mere mobil løsning, så man kan flytte det rundt, hvor der er størst behov, siger Leila Lindén.
Det ligger i aftalen, at opgaven fremover skal løses i en blanding mellem 60 procent mobilt beredskab, hvor testkapaciteten flytter sig ud til borgerne, og 40 procent stationært beredskab i form af testcentre. Centre skal der fremover kun være fem af i regionen, og her er Bornholm ikke nævnt som et af de steder, hvor der skal være et lyntestcenter.
Leila Lindén mener, at det er en god idé med en overvejende mobil løsning:
– I øjeblikket er det for eksempel sådan, at Sundhedsministeriet gerne vil have foretaget flere lyntest på plejehjemmene, og så skal en testenhed selvfølgelig ikke stå på Rønne Havn, siger hun.
– Jeg synes, det er en god idé med en mobil mulighed, som flytter sig efter behovet. Hvis der er behov for det i lufthavnen, så er det i lufthavnen, hvis det er på Rønne Havn, på et plejehjem eller andre steder, så er det der, man er, siger Leila Lindén.