Hos formanden for Praktiserende Lægers Organisation i Hovedstaden, Peder Reistad, vækker forsøgsordningen begejstring:
– Vi er meget glade for, at vi nu kan tilbyde vores ældste patienter at blive vaccineret i kendte og trygge rammer hos deres egen læge. Vi synes jo det giver god mening at gøre det hos os. De fleste har kort afstand til egen læge og er vant til at komme her i forbindelse med vaccination. Vi kunne også se en stor opbakning fra vores læger til at være med i dette forsøg. Fra vi sendte invitationen ud, gik der kun få timer, så havde vi over 200 klinikker, der havde tilmeldt sig, siger Peder Reistad.
Borgerne bliver ringet op af deres egen læge formentlig fredag den 5. marts, og bliver tilbudt at blive vaccineret i starten af næste uge.