Så mange er færdigvaccinerede

Så mange er færdigvaccinerede
Testcenteret på Ullasvej åbnede i januar nye lokaler til vaccination mod covid 19. Arkivfoto: Berit Hvassum
Onsdag 3. marts 2021 • 14:47
Julia Aka Wille
Journalist
Onsdag 3. marts 2021 • 14:47

VACCINER

192. Det er antallet af personer på Bornholm, der i det seneste døgn har fået det første stik med en coronavaccine. Det oplyser Statens Serum Institut.

1.543 bornholmere har fået begge stik med en coronavirus, og det betyder, at 3,9 procent er færdigvaccinerede. I alt har 3.383 personer på Bornholm påbegyndt et vaccinationsforløb.

På landsplan har i alt 466.430 personer modtaget mindst et stik af vaccinen. Det svarer til 8 procent af befolkningen.

187.020 danskere er færdigvaccinerede.

Vaccinerer hver dag

Leder af test- og vaccinationscenter Bornholm, Helle Holm oplyser, at driften i centeret kører, og at de vaccinerer flere borgere hver dag.

Der har i de seneste uger været kritik af vaccinationsprogrammet, og Bornholms Tidende har tidligere skrevet om flere ældre borgere, der ikke har kunne booke en tid til en vaccine, selv om de havde fået en invitation på e-boks eller i postkassen.

Helle Holm fortæller, at hun har oplevet, at flere borgere har ringet til det vaccinationscenteret på Bornholm, fordi de ikke har kunne booke en tid.

– De er selvfølgelig frustrerede over det, og det er ofte de borgere, der ikke har nem-id, der har svært ved at booke tid. Men det er jo et regionalt nummer, de skal ringe til for at booke en tid, da vi i centeret sørger for at vaccinere, når vi får vaccinedoser, fortæller hun.

Se ledige tider for Bornholm

Region Hovedstaden opdaterer hver dag på deres hjemmeside oversigten over ledige vaccinationstider i hele regionen. Nu oplyses der også, hvor mange ledige tider, der er konkret på Bornholm. De kan findes på regionh.dk under fanen presse og nyt. Det er muligt at booke tid til en coronavaccine via vaccine.dk eller regionens corona-hotline. Regionen advarer dog om stadig ventetid på deres telefon, da de i øjeblikket får mange henvendelser fra borgere, der vil booke vaccinetid.

 

Ledige vaccinetider på Bornholm opdateret den 3. marts 2021

Målgruppe 2, 3 (85 til ca. 93 år), 5 og 6:

Lørdag den 6. marts: 216 på Bornholm.

Søndag den 7. marts: 293 på Bornholm.

Målgruppe 3 (fra ca. 93 år)

Ingen ledige tider

Kilde: regionh.dk

FÅ ABONNEMENT