Børne- og ungekrisecenter har et års fødselsdag: 'De unge fortæller, at vi er deres sidste mulighed'

Den 15. august fylder Danmarks eneste børne- og ungekrisecenter, Joannahuset, et år.

På det år har omkring 150 børn og unge ringet på krisecentrets dør i Store Søndervoldstræde i København.

Også børn og unge fra Bornholm, for krisecentret er et landsdækkende tilbud.

Bornholms Tidende har mødt Jette Wilhelmsen, der er leder af Joannahuset, til en snak om de udfordringer, som de børn og unge, der kommer i Joannahuset, har, og hvilke oplevelser de har med systemet.

Den sidste udvej

Hvordan går det i Joannahuset her et år efter åbningen?

– Jeg synes, det går rigtig godt. Vi har stadig børn og unge i huset hver eneste dag, og sammen med dem bliver vi klogere hver eneste dag. Vi bliver klogere på, hvad det er, børn og unge, der kommer hos os, har brug for, at vi skal kunne. Hvad de har af forventninger, og hvad det er, vi kan som hus. Det er spændende at udvikle det sammen med dem. Der er faktisk rigtig mange af dem, som gerne vil være med til at tænke tanker om, hvad det gode børne- og ungekrisecenter er, og hvad det egentlig betyder at være i krise, når man er barn og ung.

Hvad betyder det så?

– Rigtig mange af de børn og unge, der kommer ind hos os siger, at det her er sidste mulighed. De har prøvet mange ting forinden, som ikke er lykkedes. De har forsøgt at få hjælp, men de har ikke oplevet, at de er blevet hørt og forstået.

Hvor har de henvendt sig før?

– Det er jo ofte hos kommunerne, men det er også hos de voksne, der er deres nære. Børn er jo som udgangspunkt ekstremt samarbejdsvillige og vil rigtig gerne gå langt for at finde ud af det med deres forældre, det anbringelsessted, de er på, eller de plejeforældre, de er hos. Så de føler sig også forkerte, når de kommer hos os, og de føler et stort ansvar for, at det ikke er lykkedes de andre steder. Joannahuset er den sidste udvej, som de forklarer det.

39 børn den første måned

Hvordan har de det, når de kommer?

– Det er børn, der er i krise, men som også har ressourcer til at handle. Så kan vi jo tænke, hvad med de børn, som har brug for at komme ind i huset, men som ikke har det overskud til at ringe på vores dør. Hvordan kommer vi ud til dem? Det er vi ved at finde ud af. Nu hvor samfundet åbner mere, er det planen, at vi skal ud på skoler og klubber og fortælle om Joannahuset, og så skal vi også være til stede på de platforme, som børn og unge bruger.

Hvilke andre aktører samarbejder I med for at nå bredere ud?

– Vi har et godt samarbejde med Børns Vilkår. De spiller en stor rolle, fordi de har kontakt med rigtig mange børn og unge på Børnetelefonen og deres andre rådgivningstilbud. Men der er også andre aktører som Headspace, TUBA og U-turn, som ligger i København. Så der er virkelig mange spillere på det her område, som vi forsøger at række ud til og være i tæt dialog med. Når vi taler med dem, siger de, at der har manglet et sted som Joannahuset, de kunne henvise til. Nu kan de sige til børnene, at der faktisk findes en dør, de kan gå ind af 24 syv. Og der er ikke tvivl om, at der er et behov. Den første måned kom der 39 børn og unge ind af vores dør.

Vold, socialkontrol og selvskade

Hvad er I opmærksomme på, når de kommer til jer?

– At der er et vindue af muligheder, når et barn rækker ud selvstændigt. Der er en helt særlig motivation for noget forandring og en åbenhed for at fortælle, hvad det er for en situation, man er i. Det kræver ekstremt meget mod at tage det skridt og åbne op, og der har man brug for at møde et menneske, der tager en alvorligt og forstår en. Altså forstår den krise, man står i, og kan støtte en i at få skabt en ramme, hvor man kan føle sig tilpas.

Hvad er det for nogle problematikker, som gør, at børnene kommer?

– Fysisk og psykisk vold, socialkontrol, selvskade og hjemløshed er nogle af de helt store problematikker, når de kommer hos os. Nogen har ikke sprog for det, når de kommer. Lige nu har vi en pige, som fortæller, at der er blevet talt meget om, at der var mange skænderier mellem hende og hendes mor. Men hun siger, at der ikke var tale om skænderier. Hun fortæller, at hun blev skreget og råbt af i timevis. Alle de følelser og kropslige reaktioner på at være i det er enormt svært at dokumentere og sætte ord på. Så det er noget af det, vi prøver at bliver klogere på sammen med de børn og unge, der kommer i Joannahuset. Altså hvordan vi kan beskrive det at være i den form for belastning, overgreb og omsorgssvigt, som det jo er, og som medfører, at man er i krise.

– For mange af de her børn og unge, har det været akut for lang tid siden. Når de så møder systemet, så siger systemet, jamen det er ikke akut, så vi handler ikke nu. Nej, for de burde have handlet for en måned siden. For et år siden. For to år siden. For dér var det i virkeligheden akut. Nu er det bare blevet en tilstand.

Foto: Jacob Jepsen

Praksis er ikke fulgt med

Hvorfor er de børn ikke blevet anbragt?

– Det er der mange svar på. På trods af flere reformer, hvor man har taget mindste indgriben ud af loven og sagt, at man altid skal vælge de foranstaltninger, der er bedst egnet, så har der været i flere år stadig været en tilgang med mindst indgriben i praksis. Praksis har altså ikke fulgt lovgivningen. Det har jeg set, både når jeg har været ude at undervise på socialrådgiveruddannelsen, og når jeg har været ude i kommunerne. Jeg har set det igennem mine studerende, som har været ude i praktik. Jeg har arbejdet i den sociale døgnvagt i København og den vej også set det, og jeg ser det også nu som leder af Joannahuset.

– Men selvfølgelig skal alle børn, der kommer ind i Joannahuset, ikke anbringes. Det er ikke det, der er tale om her. Jeg vil helst ikke tale for og imod anbringelse. Jeg vil hellere sige, at man skal vælge den løsning, der er bedst, hver eneste gang. Det er det, vi må bestræbe os på. Nogle af de børn ville skulle anbringes, og når børn selv kommer og beder om at blive anbragt, så mener jeg virkelig, at det må man tage meget alvorligt. Der må man lægge sig i selen for at finde ud af, hvad det handler om, i stedet for at møde dem med, at man ikke anbringer børn.

Og det er ikke det, der sker i dag?

– Vi har haft børn i Joannahuset, der har kæmpet i månedsvis, som er kommet ind af vores dør og sagt, at de gerne vil anbringes. De er blevet mødt af et system, der ikke ville anbringe dem, og så er de bare blevet ved og har bedt os om hjælp. Så har vi stået ved siden af dem i den proces. Vi har to, som blev anbragt, hvor det tog tre og to måneder, før det skete. Det er jo lang tid i et barns liv og lang tid, hvor man hver eneste dag skal gå ind af døren til et krisecenter og bede om hjælp.

– Vi hører igen og igen voksne fortælle børn, at de ikke er i krise. Vi har en pige, der er anbragt lige nu, som kommer i Joannahuset, og hun får at vide af sin sagsbehandler, at hun ikke er i krise. Men hun føler sig i krise. Hvem er vi som voksne til at fortælle børn, at de ikke er i krise? Jeg tænker, at man altid må gøre sig umage for at forstå, at når de siger krise, hvad betyder det så for dem?

Modstand fra kommunerne

Hvad er jeres rolle i det?

– Vi er et supplement og det sted, hvor vi forhåbentlig kan blive en platform for, at børnene får et bedre samarbejde med kommunerne, fordi børnene på en eller anden måde bliver mere klare og tydelige på, hvad det egentlig er for en situation, de står i. Jeg tænker i virkeligheden, at det handler om, at man spiller hinanden stærkere. At vi kan være med til at sikre, at børnene står meget sikre frem og på den måde meget bedre kan indgå i et samarbejde med kommunerne. Og at kommunerne på den måde også får nemmere ved, hvis de vil bruge den viden, at finde de bedste løsninger sammen med børnene. Men lige nu oplever jeg desværre alt for ofte, at det bliver en modstand.

– Jeg oplever, at kommunerne tænker, at det er os, der siger alt muligt til børnene. At vi putter det ind i hovedet på børnene. At vi bliver forstyrrende for sagsbehandlingen. Det er jo ret alvorligt. Og der har vi virkelig en vigtig opgave i forhold til at være meget tydelige i, hvordan vi arbejder. Der er for eksempel flere, der siger, at vores faglighed ikke er i orden.

Hvordan er jeres faglighed?

– Jeg er uddannet socialrådgiver og har været det i 20 år. Jeg er lektor i socialt arbejde, har en master fra Aalborg Universitet og har læst socialret på Københavns Universitet. Vores jurist i huset er både socialrådgiver og jurist og har arbejdet 15 år i den sociale døgnvagt i København. Så har jeg en anden socialrådgiver ansat, som har arbejdet på et projekt på Christiania med meget udsatte børn. Jeg har en pædagog, som er meget erfaren og som også har en kandidatuddannelse. Jeg har en ansat, der har læst antropologi, en, der har læst pædagogisk sociologi og en, der har læst pædagogisk filosofi. Så vi er ret bredt sammensat og en meget fagligt stærk gruppe af fuldtidsansatte.

– Vi har også et meget stærkt team af studerende, som læser på forskellige uddannelser, psykologi, socialrådgiver, pædagog, lærer, medicin, sygeplejerske, jura. Og så har vi en masse frivillige, som er forskellige og rigtig gode, men som ikke har det faglige ansvar. Vi har også haft tilsynsbesøg, hvor vi fik rigtig god feedback, der viste, at vi havde et højt refleksionsniveau, og at vi havde høj faglighed til stede.

Bekymret for praksis

Så hvad tænker du, når I bliver mødt med, at I ikke har den rette faglighed?

– Det tænker jeg er problematisk, når det ikke er konkret. Og når det bliver konkret, så er det spørgsmål som, hvorfor bisidder I et barn? Hvorfor trækker I jer ikke? Men det er jo barnets ret at vælge en bisidder. Hvis vi skulle rette ind efter, hvad kommunerne siger, så lever vi ikke op til lovgivningen.

– Så når det er det, vi møder, når vi hjælper et barn eller en ung med at klage, så bliver jeg jo ekstremt bekymret for vores praksis og den hjælp, børn kan få. Når kritikken går på, at vi faktisk lever op til loven, og vi faktisk gør det, som lovens intentioner er. Og som også følger de nye takter i reformen Barnet Først, så synes jeg, vi står et meget dårligt sted. At børnene står et meget dårligt sted.

Tror du modstanden kan handle om, at Joannahuset stadig er så nyt?

– Vi er stadig nye, og alt nyt kan jo være svært. Så jeg er også med på og tager det på mig, at vi har en meget vigtig opgave i at blive tydeligere i alt, hvad vi laver i Joannahuset.

Hvordan gør I det?

– Vi skal bygge bro til kommunerne, og kommunerne skal samarbejde med børnene. Vi skal række mere ud og samarbejde på de overordnede linjer med Dansk Socialrådgiverforening, samarbejde med ledelserne i kommunerne, og tale om, hvem vi er. Jeg var ansat i Børns Vilkår for en del år tilbage og var med til at starte bisidderkorpset i 2008. Det var det samme, jeg oplevede dengang. En stor modstand mod bisidning. Så jeg får virkelig flashbacks til dengang, men i dag kan jeg slet ikke forestille mig, at man ville tale sådan om bisidning til børn. Altså det er jo blevet en selvfølge, at børn har ret til det.

Det dobbelte blik

Så du har også en erfaring fra tidligere, som kan give lidt håb måske? At samarbejdet med kommunerne kan blive bedre?

– Ja, men samtidig er det jo også forstemmende, fordi det handler rigtig meget om børnesyn det her. Og menneskesyn, og hvordan man tænker børn i verden.

Hvad er det børnesyn?

– Det er, at voksne ved bedst. At vi skal beskytte børn, og at det kan børn ikke selv tage del i. Nu har jeg lyttet til flere unge, som fortæller, hvordan de er blevet forhindret i at leve et almindeligt liv og leve ligesom de andre børn. At de på en eller anden måde er blevet afskærmet og fået at vide, "det kan du ikke tåle, eller det er du for dårlig til". De er blevet sat ned i sådan nogle kasser, og i stedet for at tænke dem som børn og unge, så tænker de dem som udsatte børn og unge. Det er de jo også, men vi bør tale mere om, hvad de rent faktisk kan, fordi de har de oplevelser med sig.

– Hanne Warming, som sidder i vores bestyrelse, har lavet et forskningsprojekt, der hedder Det Dobbelte Blik, som er ekstremt interessant. Det handler om den her dobbelthed i, at man bærer på nogle sårbarheder, som gør, at man i nogle situationer kan være udsat, men at det samtidig også er en ressource. Hvis man er udadreagerende eller reagerer på noget i forhold til den sårbarhed, man har, kan det vendes, og man kan putte nogle andre ord på det. For eksempel ”du har godt nok meget energi og styrke, og hvor er du viljestærk”. Det tænker jeg virkelig kan noget, og det forsøger vi også at arbejde med i Joannahuset.

Foto: Jacob Jepsen


Brug for et børnevenligt system

Hvad kan kommunerne gøre bedre for udsatte børn og unge set med dine øjne?

– Først og fremmest kan de være mere opmærksomme på, at når børn og unge selv rækker ud, så har de brug for at møde nogen, der er nysgerrige. Og de kan prøve at give slip på den meget instrumentelle tilgang. Det er selvfølgelig en udfordring, når man er et system. Jeg er selv uddannet socialrådgiver, og jeg ved, at der er en lovgivning, man skal leve op til. Men der er altså også mulighed for lidt elastik, og loven giver faktisk ret mange muligheder.

– Vi har brug for et fleksibelt system, og vi har brug for et mere åbent og børnevenligt system. Vi har også brug for, at vi sætter fokus på, at kommune kan noget og har en vigtig rolle, for de jo har nøglen til at tage beslutninger i de her børn og unges liv, men vi skal også være åbne for, at der kommer noget viden udefra. Altså for eksempel fra en organisation som Børns Vilkår, som taler med rigtig mange børn og unge, og nu også fra Joannahuset, som også er kommet til.

– Børn har brug for, at der er nogen, der understøtter deres rettigheder og deres retssikkerhed. For en ting er at have rettigheder, men hvis man ikke kender til dem eller ikke bliver støttet i at bruge dem, så er det jo ligegyldigt at have dem. Det skal vi have et system, der kan. Så når du spørger, hvad kommunerne kan gøre bedre, så skal de anerkende, at det er der brug for, og at der er nogen, der skal gøre det. Og at det kan man ikke, når man også sidder med myndighedskasketten på. Man kan ikke sidde på begge sider af skrivebordet. Når man træffer beslutninger og afgørelser, så må man også have en forståelse for, at man ikke samtidig kan sidde ovre på den anden side og være fuldstændig i barnets perspektiv. Det er der nogle andre, der skal. Det er vigtigt, at man ser sine egne begrænsninger. Det skal vi også i Joannahuset. Vi kan ikke træffe afgørelser i de her sager, men vi kan stå ved siden af børnene og støtte dem i deres rettigheder.