Årets første grillbrand: 'Det er utroligt uheldigt'

Årets første grillbrand: 'Det er utroligt uheldigt'
Bornholms Brandvæsen kommer med et lille opråb, efter der lørdag gik ild i en gasgrill i Brøndshøj i Rønne. Foto: Presse-fotos.dk
1. MAR • 18:44
Jesper Gynther
Journalist
1. MAR • 18:44

Sent lørdag eftermiddag blev Bornholms Brandvæsen kaldt ud til en brand i et rækkehus i Rønne. Det viste sig at være en gasgrill under et halvtag, der var gået brand i, og hændelsen er noget, mange andre kan lære noget af, mener indsatslederen.


Det er den 1. marts, og dermed årets første forårsdag ifølge kalenderen. Vejret har også været forårsagtigt, og det fik tilsyneladende en rønnebo til at hente gasgrillen frem fra sit vinterhi. Men desværre havde grillmesteren ikke forårsrengjort sin grill i tilstrækkelig grad, inden han tog stegen på, og det resulterede i en mindre ildebrand.

– Både grillen og stegen er det, man kan kalde for well done, siger indsatsleder Michael Grønbech-Dam, som forklarer, at det var fedtstof fra stegen, der var gået brand i.

– Der har bare været dryppet noget fedt ned på gasbrænderne, og derved er der sket en uheldig overtænding med vegetabilsk olie. Men heldigvis er der ingen skade sket, udover at der kom lidt vand på gulvet ude i udestuen, og så er der luftet lidt ud, og så har vores røgdykkere fjernet gasflasken, som man skal gøre, siger han og fortæller, at det kun krævede fem liter vand at slukke ildebranden.

Indsatslederen mener ikke, at den grillglade rønnebo gjorde noget forkert ved at grille under et halvtag, men han opfordrer til, at man giver sin grill en ordentlig vasketur, inden man hiver den frem sammen med havemøblerne.


– Der er nok mange, der får udlængsel efter haven på sådan en rigtig god dag som i dag. Og så kommer grillen også frem, og så tænker man, at den godt lige kan stå med en steg, mens man laver noget andet. Og det er også fint nok, men hvis ikke grillen er gjort rent ved efterårets slutning, så bør man lige tjekke op på den og sørge for, at værktøjet er rent, og fedtbakken er tømt og sådan nogle ting. For når sådan noget fedt bliver varmet op igen, så er det brændbart, pointerer han uden decideret at pege fingre ad den uheldige rønnebo.

– Det er jo bare utroligt uheldigt. Sådan er det. Altså det kunne jo være hvem som helst, det skete for, siger han og forklarer, at det derfor også er en god ide at komme med et lille opråb, så andre ikke ender i samme situation.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT