Vand trænger ind mange steder

NYHED | ABONNENT | 7. AUG 2023 • 07:00
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
7. AUG 2023 • 07:00

Boskov Skadeservice er blevet kontaktet mange gange om indtrængende vand.

Regn og blæst er en dårlig kombination. Det har mange husejere fundet ud af, siden uvejret gik i land på Bornholm søndag.

Boskov Skadeservice melder om fire-fem vandskader eller utætte tage, men det fortæller langt fra hele historien.

– Vi har haft et hav af henvendelser om vand, der trænger ind alle steder, hvor det ikke trænger ind normalt, og som vi ikke lige har kørt på, for det er sjældent dækket af forsikringen, siger direktør Ole Ib Boskov.

Han forklarer, at der normalt skal være tale om en egentlig stormskade, hvis for eksempel et utæt tag skal være dækket af forsikringen. Men der kan være andre grunde til, at vandet trænger ind i huse.

– Det bliver presset ind gennem gavle, gennem vinduer, ved skotrender og revner i murværk, og det er sjældent dækket af forsikringen. Er vi i tvivl om dækningen, så vil vi gerne have, at folk venter, for det koster alligevel noget, at vi kører ud om aftenen, siger Ole Ib Boskov.

Husejere må derfor selv tjekke med deres forsikringsselskab, inden de eventuelt ringer efter et skadeservicefirma eller en håndværker.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT