Svigt kostede liv da Rønne og Nexø blev bombet

Selvom Nexø havde advaret, ringede sirenerne i Rønne aldrig, før byen blev bombet af Sovjet den 7. maj 1945. Luftværnet brød sammen, fordi ledelsen var forsvundet. Slukningsarbejdet i Nexø blev unødvendigt forsinket i adskillige timer, og efter chokket fik bornholmerne bortforklaringer. Historien om bombardementerne skal skrives om, siger forfatteren til en ny bog, der bygger på dokumenter fra Rigsarkivet og Bornholms Ø-Arkiv.

Præcis 80 år efter Sovjetunionen bombede Rønne og Nexø den 7. og 8. maj 1945, skal afgørende dele af historien om bombardementerne skrives fuldkommen om.

Det siger juristen Frederik Madsen, der onsdag og torsdag i Rønne og Nexø præsenterer sin bog "Man lader da ikke en by brænde – Sammenbrud, magtkamp og fortielser i beredskabet, da Sovjet bombede Rønne og Nexø i maj 1945".

I Rigsarkivet og på Bornholms Ø-Arkiv har Frederik Madsen fundet en lang række dokumenter om bombardementerne, som kun få har læst, og som han sandsynligvis er den første, der betragter i deres helhed. Han har også interviewet efterkommere af nøglepersoner i datidens bornholmske beredskab.

Ud af sine undersøgelser drager Frederik Madsen den ubehagelige konklusion, at en lang række fejl og svigt kostede menneskeliv blandt de 10 bornholmere, der omkom ved bombardementerne. Og at de ansvarlige bagefter fortiede eller bortforklarede svigtene over for bornholmerne.

Sirenerne i Rønne gik ikke i gang den 7. maj, selvom luftværnet i Rønne havde mindst 10 minutters varsel, fordi man havde advaret fra Nexø, der blev bombet først.

Hurtigt kollapsede også kommandoen over det bornholmske luftværn. Alle de tre øverste nøglepersoner i at beskytte Bornholm og mindske skaderne svigtede på forskellige måder, viser Frederik Madsens analyse af dokumenterne også.

"Mine undersøgelser af dette mørke kapitel i den bornholmske historie, hvor 10 af øens beboere mistede livet, og hvor øens to største byer oplevede ufattelige ødelæggelser, påviser en hidtil ufortalt historie om et fuldstændigt kollaps i kommandoen over luftværnsberedskabet, som eftertiden har fortiet eller ligefrem fordrejet", hedder det i bogen.

Mener du, at historien om bombardementerne må skrives om?

– Ja, det mener jeg faktisk. Jeg mener i hvert fald, at man må skrive historien om redningsarbejdet om, siger Frederik Madsen til Tidende.

Sirenerne lød aldrig

At sirenerne i Rønne aldrig gik i gang den 7. maj var ikke til at skjule. Det var åbenlyst, for ingen hørte dem, før byen blev bombet som lyn fra en klar himmel.

Men sirenerne kunne have ringet, for det allerede bombede Nexø havde slået alarm til Rønne, før de sovjetiske bomber også faldt over øens hovedstad.

"Den manglende luftalarm er efter alt foreliggende medvirkende til, at så mange som ni mennesker gik tabt", skriver Frederik Madsen i sin bog.

De tavse sirener blev officielt forklaret med strømsvigt. Dagbladet Bornholms Social-Demokrat skrev endda, at "Da den første bombe var faldet, var det ikke muligt at give luftalarm, idet der ikke gik nogen elektrisk strøm gennem sirenekablerne".

– De siger, at sirenerne ikke lød, fordi de første bomber afbrød elektriciteten. Men det giver jo ingen mening, når man i Rønne var blevet advaret om, at Nexø var blevet bombet mindst 10 minutter før Rønne også blev bombet, siger Frederik Madsen.

Rønne Elværks bestyrer gav en anden forklaring i årsberetningen for 1945-46. Her skrev han, at Bornholms luftværnschef Herluf Wegener havde beordret elværkets personale evakueret "af frygt for gadekampe".

– Det er helt sikkert heller ikke korrekt, siger Frederik Madsen.

Det er aldrig blevet afklaret, hvorfor sirenerne i Rønne ikke lød. Frederik Madsens søgen i arkiverne har kun efterladt ham med en teori om, at de tavse sirener skyldtes "en menneskelig fejl af vagtværnsmandskabet og folk fra modstandsbevægelsen på politigården".

Indsats uden styring

Fejlene stoppede ikke der.

At kommandocentralen i Rønne var forladt kom frem og gav debat allerede i sommeren 1945. Kommandocentralen blev henlagt til Aabygaard mellem Rønne og Hasle. Men heller ikke herfra var der styr på at koordinere indsatsen.

Efter reglerne under krigen skulle meldinger om brande gå til kommandocentralen, og alle ordrer om at rykke ud skulle også komme derfra. Sådan kom det ikke til at gå.

"Rønne Brandvæsen kørte til brand i Vimmelskaftet på en alarm, der var modtaget direkte på brandstationen. Zonen rykkede ud med sine ambulancer, uden at det var koordineret med kommandocentralen, og CBU-kolonnen mødte ved guldsmed Kollings forretning uden først at få besked om det fra kommandocentralen", dokumenterer Frederik Madsen i sin bog.

"Kun indsatserne i M/S Rotna og i Damgade tillige med et par mindre opgaver blev styret fra kommandocentralen. (...) Den 7. maj var det alle tre aktører i beredskabet, det vil sige Rønne Brandvæsen, Zonen og CBU-kolonnen, der underminerede kommandocentralens rolle som overordnet ledelse af indsatsen", skriver han også.

"En konsekvens af at iveren for at hjælpe gik forud for koordinering var, at de døde blev kørt på hospitalet i ambulancer, mens en hårdt kvæstet ung kvinde blev transporteret i automobilsprøjten på en stige dækket med brædder og en dyne."

"Der var desuden ikke styr på ledelsen af brand- og redningsindsatsen i Rønne den 7. og for hele Bornholm den 8. maj 1945", skriver Frederik Madsen desuden.

Tre ledere fejlede alle

Bedre blev det ikke af, at kommandocentralens tre tiltænkte nøglepersoner alle sammen fejlede.

Som kolonnechef for CBU (Civil Beskyttelses Kolonnen, i dag Beredskabsstyrelsen) valgte Egil Valdemar Riis at forlade Rønne før bombardement nummer to, der blev betragtet som "uafvendeligt".

"Konsekvensen af Riis' forsvinden fra Rønne er, at han mister kontakten til både modstandsbevægelsen og luftværnets ledelse", skriver Frederik Madsen.

Luftværnets chef var Rønne-borgmester Herman Aagesen. Også han var ude af billedet på afgørende tidspunkter.

"Navnlig er det bemærkelsesværdigt, at luftværnets chef, borgmester Aagesen, var helt fraværende midt i byens skæbnestund", skriver Frederik Madsen også.

Wegener havde fornavnet Herluf og var luftværnsleder, brandinspektør og vagtværnschef i Rønne. Han mødte ifølge bogen fuld ind på kommandocentralen på Aabygaard den 8. maj.

"Ifølge Riis' efterkommere ankommer Wegener først til Aabygaard omkring klokken 13 i beruset tilstand", skriver Frederik Madsen.

Det var mere end tre timer efter, at Rønne igen var blevet bombet klokken 9.45.

"Jeg vurderer, at luftværnsledelsen samlet set ikke har været intakt i omkring 24 timer", hedder det i bogen.

"Som følge af fraværet af ledelse foregår indsatsen indtil klokken 17 spredt og uden koordination. Det var helt i strid med de taktiske principper, der lå til grund for opretholdelsen af en kommandocentral og etablering af en koordineret ledelse i en katastrofesituation."

Nexø brændte unødigt længe

Manglen på ledelse spillede ifølge Frederik Madsen direkte ind på, at store dele af Nexø udbrændte den 8. maj. Fordi hjælpen fra Rønne blev forsinket i adskillige timer.

Ifølge CBU-kolonnens dagbog fik man klokken 15.30 melding om, at der var behov for hjælp i Nexø. Frederik Madsen slår fast, at luftværnsleder Herman Wegener kendte Nexøs behov "i hvert fald fra klokken 16.58".

Klokken 18 anmodede Nexøs luftværnsleder Martin Petersen om "al den assistance, der kunne ydes, dog ikke de første par timer på grund af risikoen for eksplosioner".

Men da CBU-kolonnen i Rønne var færdig med at spise klokken 19, satte kolonnechef Egil Valdemar Riis igen sin kolonne ind i Rønne, selvom behovet for hjælp var langt større i Nexø, der var ved at brænde ned til grunden.

"Først klokken 21.30, efter fornyet kontakt til Nexø, afgår et slukningstog til Nexø, som er fremme cirka klokken 22.30. At der var rigelig slukningskapacitet i Rønne understreges af, at Zonen blev sendt hjem klokken 20.30", skriver Frederik Madsen.

Hvorfor har de her oplysninger aldrig været fremme før nu?

– Det kan jeg ikke sige noget kvalificeret om. Men jeg har en hypotese. Man kan spørge, hvorfor det aldrig har været undersøgt, hvordan beredskabet handlede under og lige efter bombardementerne, siger Frederik Madsen.

Der skete fejl

Tidende bringer følgende uddrag fra Frederik Madsens bog "Man lader da ikke en by brænde".

Begivenhederne mandag den 7. maj 1945 rejser mindst to bemærkelsesværdige problemstillinger, nemlig dels at sirenesystemet svigtede, dels kommandocentralens svigt i rollen som koordinerende funktion.

Sirenesystemet svigtede

Luftværnssirenernes formål var at advare mod luftangreb, så befolkningen kunne søge tilflugt, og sirenerne udgjorde på den måde en central del af luftbeskyttelsen. Mandag den 7. maj 1945 kl. 12:45 begynder bomberne at regne ned over Rønne, uden at der i forvejen er blæst luftalarm. Den manglende luftalarm er efter alt foreliggende medvirkende til, at så mange som ni mennesker gik tabt.

Som Edith Kruse Hansen fortæller, sad mange rønneboer ved frokostbordet, da angrebet sætter ind. Tilsvarende skriver Wegener, at “Det hele kom som et lyn fra en klar himmel”.

Bornholms Social-Demokrat konstaterede, at “Luftangrebet kom ganske uventet for Folk, idet der ikke var givet Luftalarm forud for Angrebet.”

Rønne politistation på rådhuset var bemandet med folk fra vagtværnet og modstandsbevægelsen. Ifølge Wegeners lange beretning og overbetjent Pedersens indlæg, modtog politistationen mindst 10 minutter før bombningen af Rønne meddelelse om, at bomberne var faldet over Nexø. Rønne Brandvæsen blev ringet ud, men der blev ikke blæst luftalarm.

Allerede de første luftværnsrapporter den 7. maj 1945 forklares den manglende luftalarm med “svigtende elektricitetstilførsel”, hvilket Wegener gentager i sin lange beretning. Ifølge Bornholms Social-Demokrat var strømsvigt på grund af bombningen årsag til, at der ikke blev blæst luftalarm: “Da den første bombe var faldet, var det ikke muligt at give luftalarm, idet der ikke gik nogen elektrisk strøm gennem sirenekablerne.”

Bestyrer på Rønne Elektricitetsværk Knud Schmidt gav en anden forklaring i elværkets årsberetning for 1945/46. Her skrev han, at “Bombardementerne den 7. og 8. Maj bevirkede en driftsstandsning den 7. fra kl. 12:50 til 18:00 og den 8. fra kl. 10:30 til den 9. kl. 06:40. Grunden hertil var, at luftværnschefen beordrede evakuering af værkets personale af frygt for gadekampe.” Bortset fra, at luftalarmen kunne være givet allerede kl. 12:35, er den forklaring i hvert fald ikke rigtig; hverken borgmester Aagesen eller Wegener kan have beordret evakuering af værket af frygt for gadekampe den 7. maj 1945.

Jeg lægger på baggrund af ovenstående til grund, at bombningen af Nexø var tilstrækkelig grund til at blæse luftalarm i Rønne, og at der ikke var strømsvigt i Rønne, da meldingen fra Nexø indgik til politistationen i Rønne.

Når sirenerne alligevel ikke blev aktiveret, må det skyldes en menneskelig fejl af vagtværnsmandskabet og folk fra modstandsbevægelsen på politistationen, at alarmen udeblev.

På trods af det bemærkelsesværdige begivenhedsforløb og de ulogiske bortforklaringer, der blev bragt, er det, så vidt jeg har kunnet konstatere, aldrig blevet hverken afklaret eller end sige diskuteret, hvorfor sirenerne forblev tavse.

Kommandocentralens svigt – rollen som koordinerende funktion

I sin lange beretning skriver Wegener, at “Det var forholdsvis få meldinger om skader, der indgik til kommandocentralen, mange skademeldinger blev meldt direkte til hjælpestationerne […]”

Meningen med kommandocentralen var, som beskrevet, at den skulle koordinere indsatsen. Det kunne luftværnsledelsen naturligvis kun gøre, hvis den havde overblik over katastrofen og på den baggrund kunne disponere ressourcerne. Nødvendigvis måtte det forudsætte, at hjælpestationerne – dvs. først og fremmest Rønne Brandvæsen, Zonen og CBU-kolonnen – først rykkede ud, når de fik besked om det, og at meldinger direkte til dem blev givet videre til kommandocentralen.

Det er i hvert fald sådan, det er beskrevet i samtidens regelsæt, hvor det klart fremgår, at luftværnsledelsen ved luftangreb må betragte hele byen som ét brandsted og derfor først må skaffe sig overblik over situationen, inden hjælpen indsættes. Tilsvarende fremgår det, at stationslederen på den enkelte hjælpestation må holde sig orienteret om situationen, udsende observationspatruljer, give melding til kommandocentralen og herefter afvente ordre om udrykning.

Sådan kom det ikke til at foregå.

Rønne Brandvæsen kørte til brand i Vimmelskaftet på en alarm, der var modtaget direkte på brandstationen. Zonen rykkede ud med sine ambulancer, uden at det var koordineret med kommandocentralen, og CBU-kolonnen mødte ved guldsmed Kollings forretning, uden først at få besked om det fra kommandocentralen.

At det var problematisk at tilvejebringe en samlet overordnet skadestedsledelse efter en krigskatastrofe, var ikke et ukendt fænomen indenfor luftværnet.

I bøgerne om Statens civile Luftværn 1938–1949 er det beskrevet, at det på store skadesteder under besættelsen, både når det gjaldt virkelige angreb og under øvelser, voldte luftværnet store vanskeligheder at lede flere forskellige tjenestegrene. Erfaringerne havde vist, at det var aldeles nødvendigt at have én bestemt person, der havde kommandoen og det fulde ansvar for indsatsen.

Kun indsatserne i M/S Rotna og i Damgade tillige med et par mindre opgaver blev styret fra kommandocentralen. Som sådan levede afviklingen af indsatsen op til de dårlige erfaringer, Statens civile Luftværn allerede havde gjort sig.

En konsekvens af at iveren for at hjælpe gik forud for koordinering, var at de døde blev kørt på hospitalet i ambulancer, mens en hårdt kvæstet ung kvinde blev transporteret i automobilsprøjten på en stige dækket med brædder og en dyne.

FAKTA

Frederik Madsen: "Man lader da ikke en by brænde"

250 sider

Udkommer i dag den 7. maj