Hos Nordea har Morten Hjorth Hansen fået bankens boligafdeling til at kigge på sagen.
– Der er større besparelser i københavnsområdet end på Bornholm, men der er trods alt en besparelse. I samlet boligskat, det er både grundskyld og ejendomsværdiskat, betaler man her på Bornholm i gennemsnit 10.900 kroner om året i 2023. Den vil falde til 9.600 kroner næste år i gennemsnit. Det bliver cirka 100 kroner om måneden, den bliver reduceret. Det er ikke, fordi det kommer til at give den helt store luft i budgettet, men det gør alt andet lige, at det vil se positivt ud for boligpriserne, for man skal betale mindre i faste udgifter for en bolig på Bornholm, siger Morten Hjorth Hansen.
Må ikke stige
Ejendomsværdiskat er det, man betaler i skat af sin bolig. Derudover er der grundskyld, eller ejendomsskat, som man betaler for grunden, huset er bygget på. Den vil ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd falde fra 34 promille i år til 10,1 promille næste år her på Bornholm.
Grundskylden falder i hele landet. Det hænger sammen med, at det politiske flertal bag de nye boligskatteregler og ejendomsvurderinger har aftalt, at det samlede provenu fra grundskylden i den enkelte kommune ikke må stige, men skal svare til det, der ellers var blevet betalt, hvis reglerne ikke var ændret.