Chok: Huslejen stiger med 107 procent

Chok: Huslejen stiger med 107 procent
Husbåde i Tejn Havn. Foto: Rune Kristensen
NYHED | ABONNENT | 20. MAR 2023 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
20. MAR 2023 • 05:30

Kommunen begrunder prisstigningen for en plads i havnen med, at husbådene giver havnene nye arbejdsopgaver og et øget pres på servicefaciliteter.

En huslejestigning på 107 procent.

Det er, hvad syv husbådejere på Bornholm er blevet præsenteret for af Bornholms Regionskommune.

Prisstigningen gælder den takst, som ejere af hus- og bobåde skal betale for at have deres båd liggende i en kommunal havn på Bornholm.

To husbådejere i Tejn Havn fik noget af et chok, da de modtog regningen, hvor der skal betales for et år forud. De havde intet hørt om prisstigningen, som blev vedtaget af kommunalbestyrelsen i oktober 2022.

Kan ikke betale

Fiona Ross skal nu betale 25.000 kroner om året for at have sin husbåd liggende i havnen:

– Jeg betalte tidligere 11.000 kroner. Det er det, jeg har sparet op til at skulle betale igen i år, så det er lidt af et chok. Det betyder lige nu, at jeg har en regning, jeg ikke kan betale, og vi kan ikke få lov til at afdrage.

– Prisstigningen gør, at det ville være billigere at flytte tilbage til København. Men det har jeg ikke lyst til, siger Fiona Ross, der har boet i husbåd på Tejn Havn i to et halvt år.

Nogle vil måske mene, at 25.000 kroner i leje ikke er så urimeligt?

– Nej, men der er bare så mange udgifter forbundet med at bo på en båd, hvor der skal bruges mange penge på vedligeholdelse. Vi brugte sidste år 50.000 kroner på det. Det er en livsstil at bo sådan, siger Fiona Ross.

Øget pres på servicefaciliteter

Fra kommunens side er prisstigningen begrundet med, at det at have folk boende i havnen afføder en lang række nye arbejdsopgaver for havnens personale og giver et øget pres på havnens servicefaciliteter.

Hidtil har taksten for at bo på sin båd i havnen året rundt været den samme som taksten for at have sin lystbåd liggende i havnen til sejlads.

Ejerne har hidtil betalt i gennemsnit cirka 11.000 kroner for at bo på deres båd i havnen året rundt. Der er store udsving på lejeniveauet i de danske havne, men lejen for en husbåd ligger gennemsnitligt på cirka 20.000 kroner årligt, fremgår det af sagsfremstillingen, da de nye takster blev vedtaget i kommunalbestyrelsen.

Husbådejere undrer sig

Både Fiona Ross og ejeren af hendes nabohusbåd på Tejn Havn, Rune Kristensen, stiller sig meget undrende overfor argumentet om, at husbådbeboerne medfører nye arbejdsopgaver og pres på havnens servicefaciliteter.

– Badefacilteter på Tejn Havn er elendige. Så jeg bruger dem ikke, men bader et andet sted. En af husbådene her har egen vaskemaskine og bad om bord. De bruger vel ikke havnens faciliteter.

– Vi er meget selvkørende, og vi plejer tvært imod at hjælpe med vedligeholdelse af havnen. Vi er meget aktive i havnemiljøet, så jeg har svært ved at se, hvilke ekstra opgaver, vi giver havnen, siger Fiona Ross.

– Der, hvor kæden hopper af for os, er med argumentationen for, hvorfor vi skal betale mere på grund af øgede udgifter. Vi er jo de eneste, der betaler for den energi, vi bruger på havnen. De andre bruger jo bare strømmen gratis. Det samme gælder vandet. Vi har et fælles vaskeri på havnen, men det halve af byen kender den kode, og jeg undrer mig tit over, hvor meget tøj, der bliver vasket i betragtning af, at vi er fire-fem husbåde her på havnen. Så jeg synes, det er urimeligt at lægge de ekstra udgifter ud på syv husbåde på Bornholm, siger Rune Kristensen.

Hjælper havnen

– Jeg synes, at vi er et kæmpe tiltag for havnen. Vi går jo og hjælper med at passer på havnen og reparerer ting, der går i stykker, og som kommunen ikke selv får ordnet. Jeg har da svejset bolværk mere end en gang, tilføjer Rune Kristensen.

De to husbådejere anker også over ikke at være blevet hørt:

– Det mest urimelige er, at vi ikke er blevet involveret. Jeg har den fornemmelse, at folk har talt om os, men ikke med os. Jeg tror nok, at vi ville være åbne overfor at finde andre løsninger, hvis der virkelig er flere arbejdsopgaver. Det med at opdatere et dokument på kommunens hjemmeside er ikke nok. Der er ikke meget arbejde i at skrive ud til syv husbådejere, mener Fiona Ross.


De fleste takster er prisfremskrevet

De fleste havnetakster er prisfremskrevet med 3,5 procent. Det gælder for eksempel for gæstesejlere og fastligger-bådpladser.

Men for hus- og bobåde er taksten hævet med 107 procent fra 232 kroner pr. kvadratmeter til 480 kroner pr. kvadratmeter om året.

Taksten for en vinterrotationsplads er ligeledes steget med 107 procent. Det begrundes med, at det hidtidige takstniveau for denne type pladser har været langt under niveauet i andre danske havne, og dels har "genopdagelsen" af ordningen bevirket et tab af indtægter fra trollingturister, der tidligere typisk benyttede sig af rabatordningen for gæstesejlere.