Herren kommer til sit folk

Mandag. Jesu indtog i Jerusalem illustrerer et frelseshistorisk vendepunkt. Djævelen har uretmæssigt tilranet sig magt over den verden, som Gud har skabt. Men nu kommer den Almægtige for at tage det i besiddelse, som tilhører ham. Han er den retmæssige ejer.

"Herren kommer til sit folk". "Verden og dens beboere tilhører Herren". "Herren er Gud, han har skabt os, og ham hører vi til, vi er hans folk ..." (Sl 100,3). Du og jeg, vi er hans.

På trods af, at vi tilhører ham, kommer Jesus ikke med magt og gør krav på herredømmet og på os. Han kommer sagtmodig, ydmyg. På et æsel. Han kom ikke som Menneskesønnen på himlens skyer med magt og herlighed. Han kom som den unge kvindes søn, født i fattigdom. Hvorfor? Fordi han ikke kunne vinde vores kærlighed med magt.

Den jublende skare palmesøndag står i skærende kontrast til den rasende, råbende mængde langfredag: "Korsfæst ham!" Vi, som hører ham til, er så dybt skadet af livet under Djævelens herredømme, at vi ikke venter med længsel på at blive befriet. Tværtimod. "Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham." (Joh 1,11).

Den Almægtige har krav på herredømmet og på os. Men han kommer ikke med magt for at gøre krav på det, der er hans. For syndens skyld og for vores skyld kommer han i svaghed. Han kommer med den magt, som den fuldkomne kærlighed har. "Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn." (Joh 1,12).