Eller sagt på en anden måde: Vi er forvaltere. Det vil sige, vi har fået noget betroet, som vi skal tage vare på efter bedste evne. Det, vi har fået betroet, er Guds hemmeligheder. Umiddelbart forbinder vi måske ikke Jesus og kristendommen med hemmelighedskræmmeri. Heldigvis. Kirken er ingen loge med private ceremonier og niveauer af indvielse.
Det, Paulus her kalder Guds hemmeligheder, kalder han et andet sted for Kristus-hemmeligheden (Kol 4,3). Det er nåden. Dette fantastiske under: at Gud elsker os, at han har ladet Jesus dø for os, at der intet er, som skiller Gud og os, men at vi ved troen på Jesus har Guds fulde yndest og velvilje.
Dette er en hemmelighed. Ikke fordi Gud ønsker at holde nåden skjult for mennesker. Tværtimod. Gud ønsker, at den skal blive kendt af alle mennesker. Men nåden er skjult for mennesker. Det er en konstatering. Indtil vi hører om Jesus og hans komme til jorden som frelser, vil vi fejlagtigt tro, at Guds velvilje er noget, vi på en eller anden måde skal fortjene.
Som forvaltere er vi sat til at gøre Guds hemmeligheder kendt. Det skal vi gøre med hver vores evner og nådegaver (1 Pet 4,10). Men summen af vores fælles indsats er, at det, som intet menneske kan sige sig selv, bliver kendt. Gud forventer af os, at vi er trofaste i den opgave.