En landmand med stordrift siger fra: 'Små landbrug er ikke økonomisk bæredygtige'

SAMTALE

Torben Ipsen står på gårdspladsen foran Kuregård på Svanekevej. Han købte gården i 2000 i fri handel, ligesom han har købt sine forældres gård.

Han er 53 år. Bornholmer. Gift. Hans kone er udearbejdende og de har tre drenge, hvor to bor hjemme.

Da Torben Ipsen overtog Kuregård var der svinestald. Den og dyrene er i dag væk. Kuregård er i dag baseret på ren planteavl.

– Jeg har valgt husdyr fra, fordi vi skulle være fleksible. En stald til 50 millioner kroner pisker dig til at arbejde med svin i 30 år. Jeg vil kunne ændre retning og produktion, forklarer Torben Ipsen.

Hvorfor er du blevet landmand?

– Jeg er landmand, fordi jeg går op i planteavl.

Vi mangler bare lærken

Han har meldt sig til en vandretur på ejendommen med chefredaktøren, fordi han synes, at landmænd som ham, der har stor volumen, sikker afsætning og ikke er økologiske, bliver behandlet uretfærdigt.

– Debatten er unuanceret, siger han, mens vi sætter gang i vores tur. Fotografen kredser omkring os. Det er en flot lys dag, næsten forår. Gården står smukt mod det bakkede landskab.

– Vi mangler bare lærken højt på himlen, siger Torben Ipsen.

– Den plejer at være her fra sidst i februar. Men vinteren er måske ikke helt forbi.

”Jeg vil godt tage imod udfordringen og forklare lidt om hvorfor vi i Bornholms landbrug laver sådan nogle kedelige produkter, som byg, hvede, mælk og svinekød og ikke er særligt interesserede I små nicher, der kan sælges i de lokale restauranter,” skrev Torben Ipsen til Bornholms Tidende. Foto: Berit Hvassum

Til kamp mod urigtige oplysninger

Torben Ipsen blev i udgangspunktet irriteret over ”urigtige oplysninger” i Bornholms Tidende. I en artikel citerede avisen Leif Olsen (SF) for, at Bornholm er den mest intensivt dyrkede kommune i Danmark.

”Jeg håber, at Tidende meget snart med store typer vil verificere dette,” skrev Torben Ipsen, der mener at debatten igen og igen ”efterlader sporet, der hedder, at landbruget ikke vil naturen det bedste”.

Leif Olsen forsvarede sig derpå blandt andet med, at Bornholm jo har mindre økologisk drift end Vest- og Sydjylland og i stedet megen korndyrkning.

Tag vandrestøvlerne på!

Men præcis den argumentation provokerer Torben Ipsen.

”Du opfordrer i din avis til at vi som læsere henvender os hvis vi har noget på hjertet,” indleder han. Med fortsættelsen:

”Jeg vil godt tage imod udfordringen og forklare lidt om hvorfor vi i Bornholms landbrug laver sådan nogle kedelige produkter, som byg, hvede, mælk og svinekød og ikke er særligt interesserede I små nicher, der kan sælges i de lokale restauranter,” skrev han.

Og slutter:

”Tag vandrestøvlerne på og kom forbi med skriveblokken, så kan vi måske finde et sted, du ikke har været før!”.

Eget rent drikkevand

Vores vandretur går ud over gårdens jorde. Det første, vi passerer, er en lille sø, der ligger umiddelbart bag stuehuset. Der er stadig is på, men den er begyndt at smelte ved tilløbet.

Torben Ipsen understreger, at landmænd med en stor volumen understøtter en vigtig mission.

– Det er en international forpligtelse af bekæmpe sult. Det siger FN og verdenssamfundet.

– Derfor er det en vigtig pointe, at vi producerer det dobbelte af økologerne på samme areal.

Ved søen ligger en få meter dyb brønd, der leverer alt vand til landbrug og husstand. Også drikkevand, der kan drikkes umiddelbart.

Her gør vi holdt.

Kuregård producerer også stedsegrønt – buksbom, hønsebens thuja, cryptomeria og blød ene. – Vi afsætter til to grossister, en i Sverige og Grønttorvet i Taastrup, siger Torben Ipsen. Foto: Berit Hvassum

Udfordret af økologerne

Leif Olsens fremhævelse af økologisk landbrug var kun dråben. Nede i bægeret er en debat, der har kørt vinteren over, siden Foreningen Økobornholm begyndte at køre kampagnen Bornholms Økojord.

Foreningen indsamlede penge i form af aktiesalg for at opkøbe landbrugsjord og gårde på Bornholm og bortforpagte dem til økologisk jordbrug.

”En fremtidssikring af jordbruget på Bornholm,” som det lød.

Og videre:

”Mere liv på landet, større lokal fødevareproduktion og fødevaresikkerhed og et fremtidens jordbrug, der aktivt sikrer klimatilpasning, biodiversitet, rent grundvand og dyrevelfærd.”

– Jeg er så træt af den debat, siger Torben Ipsen.

– Deres konklusion om, at vi skal have små landbrug, den holder ikke. Det er ikke økonomisk bæredygtigt.

Stedsegrønt i stor volumen

Vi gør holdt ved en større klynge stedsegrønne træer. Det er pyntegrønt, som Torben Ipsen producerer i stor volumen.

– Vi klipper pyntegrønt to måneder om året. Det har vi enormt travlt.

Kuregård producerer blandt andet buksbom, hønsebens thuja, cryptomeria og blød ene.

– Vi afsætter til to grossister, en i Sverige og Grønttorvet i Taastrup, siger Torben Ipsen og kører lidt af det grønne mellem to fingre.

– De siger, vi skal sælge det stedsegrønne lokalt for at fjerne transporten. Det har jeg gjort. Det går op i tid. Det gør vi aldrig igen. Du skal op i volumen.

– De siger, vi skal gå over til økologisk landbrug. Men det kan ikke afsættes i de mængder. Læs beretningen fra Økologisk Landbrug. De spørger selv, hvordan de skal få afsat meget af deres korn. De er nødt til at afsætte det som konventionelt korn for at få det solgt.

– De siger, vi skal producere grøntsager. Det har vi gjort. Vi stoppede, dengang de små købmænd lukkede, og de store supermarkeder tog over og ville have ensartede partier.

100 år gammel ask

Vi er nået ned i en lille skov, hvor det står et stort asketræ. Torben Ipsen har en særlig respekt for netop det træ. Ask blev ramt af sygdom for nogle år siden, men dette træ står stolt knejsende mod himlen.

– Det er over 100 år gammelt, tænker jeg.

Hvorfor kan de økologiske og de konventionelle ikke være her begge to?

– Det kan vi også godt. Jeg vil bare gerne have en nuanceret debat. De to parter burde være aktive medspillere i en debat om samlet af sikre det bedste landbrug. Ikke modstandere.

– De har ikke patent på at være glade for naturen. Jeg er også naturmenneske. Vi har en perle af en ø.

Angst for økologien

Hvad skal der til for at finde en løsning?

Torben Ipsen tænker over spørgsmålet. For første gang i samtalen er han ikke helt sikker på sit svar.

Det er som om, en løsning ligger så langt væk, at han ikke kan forestille sig den.

– Jeg er faktisk en lille smule nervøs, siger han – og uddyber:

– Prøv at gå ud i Almindingen og se de store bøgetræer, de har lagt ned. De siger, at træerne skal skabe et godt miljø for biller og biodiversitet. Men det gør så ondt langt ind i min sjæl. De træer er 120 år gamle og har samlet CO2 i al den tid. Nu ligger de der, og afgiver CO2 igen.

– Ønsket om biodiversitet trumfer ganske enkelt CO2-problematikken.

– Er du en bitter mand? – Overhovedet ikke. Slet ikke. Jeg beder bare om flere nuancer i debatten, siger Torben Ipsen. Foto: Berit Hvassum

Ikke bitter

Vi vandrer tilbage mod Kuregård. Jorden ligger smukt bugtende foran os. Vinden slår ganske overraskende varmt og ikke koldt mod kinderne.

Chefredaktøren, der er opvokset i Vestjylland, genkender duftene og lydene.

Er du en bitter mand?

– Overhovedet ikke. Slet ikke. Jeg beder bare om flere nuancer i debatten.

Kuregård i tal

220 hektar jord samt forpagtet jord

Producerer hvert år:

2.500 tons korn.

150 tons frø.

Afgrøderne i tal

40 procent af Torben Ipsens afgrøder er frø. Halvdelen af frøarealet er med blomsterende afgrøder. Han forsøger at gavne insekterne ved at finde en afgrøde, der blomster senere. Den har han måske fundet.

De resterende 60 procent er byg og hvede.

Torben Ipsen har kontrakter på de 40 procent, der handler om frø, men de 60 procent, der er i korn, sælges i et frit marked.