Borgere ønsker helikopter tilbage på oprindelig kurs

Borgere ønsker helikopter tilbage på oprindelig kurs
Et par beboere i Askeløkken i Rønne Syd ønsker, at Forsvaret igen begynder at flyve midt i den i lokalplanen udlagte luftkorridor til helikopterlandingspladsen ved Bornholms Hospital. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 22. MAR 2021 • 07:37
Henrik Nielsen
Journalist
| ABONNENT
22. MAR 2021 • 07:37

UDVIKLING

Det er en velkendt sag, at regionskommunen gerne vil tillade boligbyggeri på et ubebygget areal i Rønne Syd. Undersøgelser har vist, at der lever fredede dyr i området, og dem har kommunen i samarbejde med konsulentfirmaet Amphi Consult forsøgt at tage hensyn til, som den er forpligtet til. Men der er stadig forhindringer. Området ligger nemlig inden for hospitalets helikopterlandingsplads' støjzone, og derfor ønsker kommunen at udregne støjgenerne fra flyvningerne på en ny må, der gør støjzonen mindre.

Vejen dertil er en ændring af kommuneplanen, og en ændring af kommuneplanen forudsætter, at borgerne får mulighed for at give deres besyv med. Det er der et par stykker, der har gjort i den høringsperiode, som netop er udløbet, og de anmoder samstemmende om, at forsvaret finder tilbage til midten ad den luftkorridor, der er skitseret i lokalplanen.

En beboer i Askeløkken skriver i et høringssvar, at han efter Forsvarets ændring af ind- og udflyvningsretninger har "oplevet en særdeles stor gene og øget støjniveau" og tilføjer, at han har været i direkte kontakt med Forsvaret, uden at dette har ændret noget.

Egne registreringer

Præcis samme problematik bliver rejst i et høringssvar fra en anden beboer i Askeløkken. Han har været i dialog med både Forsvaret og Bornholms Hospital. I den dialog har han appelleret til, at midlertidige, udstukne restriktioner for beflyvningen af helikopterlandingspladsen ophæves, så helikopteren kan finde tilbage til midten af luftkorridoren.

"Ikke mindst set i lyset af at disse oprindelige ind- og udflyvningsretninger tager højde for mindst mulig gene for os beboere omkring helikopterlandingspladsen samt ligger til grund for gældende støjberegninger".

Han skriver også, at han tidligere har gennemført manuelle registreringer af flyvninger over tid og desværre er kommet til den konklusion, at cirka 60 procent af de registrerede flyvninger ikke overholder den i lokalplanen anviste luftkorridor.

"Velvidende at mine data er år gamle, oplever jeg, at dette forhold ej er forbedret gennem tiden, tværtimod", skriver han.

Valide beregninger

Store dele af de to høringssvar er enslydende. Blandt andet skriver begge afsendere, at ændringen af ind- og udflyvningskursen bør indgå i kommunens fornyede støjberegning. Derfor bør kommunen både tage højde for historiske data for antal flyvninger og tidspunkterne for disse og indhente de faktuelle ind- og udflyvningsdata hos Forsvaret.

"Selvfølgelig kan støjen fra helikopteren ikke undgås, og jeg er ikke i tvivl om, at Forsvaret tager så meget hensyn som operativt muligt, det er jo i en særdeles god sags tjeneste og til tider livreddende. Men hvis regionskommunen vil opnå validitet i de nye støjberegninger, skal enten Forsvaret tilbage på kursen ved at overholde de i lokalplanen anførte ind- og udflyvningskurser, eller også bør regionskommunen medtage de faktuelle ind- og udflyvningsdata", skriver de begge.

 


Fakta om støjberegning

Der er to forskellige måder at beregne støj på.

Siden helikopterlandingspladsen blev anlagt i 2010, er regionskommunen gået ud fra det maksimale støjniveau. Derfor er store dele af Rønne udpeget som støjbelastet.

Regionskommunen vil skifte fra det maksimale støjniveau til en beregnet genevirkning, der tager udgangspunkt i, hvor ofte helikopteren er i brug og hvornår på døgnet.

Den ændring vil betyde, at det støjbelastede område bliver mindre, og at nogle ubebyggede områder i Rønne Syd havner udenfor området. Dermed bliver det muligt at bygge boliger.

Kilde: Bornholms Regionskommune