Hos Bornholmslinjen er der i perioden mellem den 18. december i år og 4. januar næste år planlagt 134 afgange mod 126 realiserede afgange i samme periode sidste år (2023/2024) på Ystad-ruten. Rederiets pr- og kommunikationschef, Jesper Maack, gør opmærksom på, at der sidste år ved denne tid var aflysninger på ruten på grund af stormen Pia.
Her kunne Hammershus dog godt sejle, og derfor er antallet af planlagte afgange på Køge-ruten det samme som antallet af realiserede afgange i samme periode sidste år. Dét på trods af at godsfærgen for første gang i år ikke sejler juleaften, hvorfor antallet af afgange teoretisk set burde være 30. Men det er der en forklaring på, oplyser Jesper Maack, og faktisk er det antallet af realiserede afgange sidste år, der burde have været 34 - og ikke 32.
– Det er fordi, Køge-færgen var nødt til at vende om den 2. januar i år, hvor der kom til at mangle to ture. De to ture, der blev aflyst den 2. og 3. januar, går lige op med juleaften - derfor er tallet ens, forklarer han.
Hammershus vendte om på vej til Køge, fordi for høj vandstand og kraftig blæst i Køge Havn gjorde det umuligt at lægge til.
Hvad angår antal passagerer er der i år - indtil videre - solgt billetter til 57.396 passagerer på Ystad-ruten og 1.966 på Køge-ruten i perioden 18. december i år til 4. januar næste år. Til sammenligning blev der sidste år transporteret 62.286 passagerer på Ystad-ruten og 2.743 passagerer på Køge-ruten. Her gør Jesper Maack opmærksom på, at bookingperioden frem mod den 4. januar i år endnu ikke er afsluttet, og der dermed kan komme flere bookinger.