Rederi om færgeuheldet: Her er forklaringen

Rederi om færgeuheldet: Her er forklaringen
Skaderne på Express 5s højre side skete cirka to meter over vandlinjen lige under skibets fenderliste. Foto fra aktindsigt i sagen
NYHED | 3. DEC 2024 • 15:30
NYHED
3. DEC 2024 • 15:30

En intern undersøgelse hos Bornholmslinjen viser, at det var en menneskelig fejl, som var årsag til at Express 5 den 25. november om aftenen ramte Fliskajen i Rønne Havn.


Det var en menneskelig fejl, der var årsag til, at Express 5 mandag den 25. november ramte Fliskajen på vej ud af Rønne Havn. Det bekræfter Bornholmslinjen i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag, efter rederiets sikkerhedsorganisation har været samlet for at tale hændelsen igennem med alle involverede.

Tidende kunne allerede tirsdag via aktindsigt hos Søfartsstyrelsen fortælle, at kaptajnen i situationen havde fejlbedømt vindretningen, og at det var derfor, færgen drev sidelæns ind i Fliskajen.

"Jeg får desværre læst vinden forkert. Jeg tror, den er sydvestlig, som den var i leje 1, men den viser sig at være sydlig. Det gør, at vi driver sidelæns ind i Fliskajen," står der i Molslinjens interne rapport om uheldet, hvor der umiddelbart efter ved punktet "menneskelig faktor" står "fejlagtig navigering eller håndtering af skibet."

Menneskelig manøvre-fejl


"Den interne undersøgelse af hændelsen hos Bornholmslinjen har vist, at der ikke har været tekniske årsager til uheldet, som også skete under normale vejrforhold. Derfor er hændelsen at kategorisere som en menneskelig manøvre-fejl," lyder det i pressemeddelelsen, hvor rederiet tilføjer, at det er hovedindholdet i den rapport om hændelsen, som Molslinjens sikkerhedsansvarlige har afleveret til Søfartsstyrelsen.

Umiddelbart efter uheldet, mens Express 5 var i færd med at bakke tilbage i færgelejet for at sætte passagererne af, kunne man fra parkeringspladsen på kajen bag færgeterminalen se, at der var store revner i skibets højre side. Billeder af skaderne har også vist, man fra land kunne kigge ind i skroget. Rederiet betegner i pressemeddelelsen skaderne som alvorlige.

Færgen er lige nu på værft i Munkebo, hvor der ifølge rederiet arbejdes på at få hurtigfærgen repareret, så den kan komme tilbage til Østersøen så hurtigt som muligt. Indtil da sejler hurtigfærgen Express 1 på ruten mellem Rønne og Ystad.

Tidende forsøger at få en kommentar fra Søfartsstyrelsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT