Kaptajnen får efterfølgende skibet fri af kajen og bakker færgen tilbage i lejet. Det fremgår af Molslinjens interne rapport, at både kaptajnen og styrmanden umiddelbart efter hændelsen blev alkoholtestet 'med negativt udfald 0.00'.
Selve uheldet bliver i indberetningen til havarikommissionen beskrevet som at 'skibet driver sideværts ind i kaj, hvorved der opstår langskibs skrogskade ca. 2 m. over vandlinjen lige under skibets fenderliste.' Billeder taget efter færgen kom tilbage til kaj, som Tidende ligeledes har fået aktindsigt i, viser tydeligt skaderne og at der er hul i færgens side.
– Det er en skade, der er til at få øje på. (...) Men det er klart, at når blødt aluminium skraber ind mod så hård en kant på den måde, så giver det alvorlige skrammer, udtalte Bornholmslinjens pr- og kommunikationschef, Jesper Maack, efter uheldet.
Møde tirsdag
Han skriver mandag i en mail - en uge efter uheldet - at der tirsdag er et møde med alle involverede i hændelsen. Rederiet har ingen kommentarer til Tidende, før det møde er overstået, lyder det.
Af rederiets interne rapport fremgår det da også, at den endelige konklusion på den underliggende årsag til uheldet ikke er klar, før der er udført en komplet analyse af VDR-data med de implicerede medarbejdere. VDR står for voyage data recorder, som ifølge fagmediet Søfart svarer til luftfartens sorte bokse. Indsamling af data ved hjælp af VDR har ifølge mediet været obligatorisk i skibsfart siden 2002.
Express 5 sejlede lørdag til Fayard værft i Munkebo på Fyn, hvor færgens skader skal udbedres. Forinden var der gennemført en midlertidig reparation af færgen i Rønne Havn. Indtil videre tager Express 1 en tørn på ruten mellem Rønne og Ystad, og det vides endnu ikke, hvornår Express 5 er tilbage på Bornholm.