Det skal stadig være muligt at efterlade sin bil på Rønne Havn og tage færgen som gående passager, når Express 5 erstatter Express 1, mener man i regionskommunen. Skiftet til den større hurtigfærge med bedre plads på bildækket betyder, at der er brug for mere plads til ventende biler ved færgelejet, og for at skaffe den fjerner man parkeringspladser udenfor opmarchområdet. Arbejdet med at finde en løsning er gået i gang, så muligheden for at lade bilen blive på Bornholm ikke bliver mindre i fremtiden.
– Vi er i dialog med Rønne Havn om at finde alternative placeringer til parkering, og det er for tidligt at sige noget om, hvor den dialog ender, siger Lillian Rasch Madsen, som er direktør i regionskommunen.
I alt forsvinder der 68 parkeringspladser, fordi det nuværende opmarchområde skal udvides mod nord, og Vesthavnsvej skal lægges om. Det drejer sig om parkeringspladserne bag den nuværende Q8-tank, heriblandt dem på betalingsparkeringspladsen.
Natur-, miljø- og planudvalget har bedt den kommunale administration om at tilstræbe at finde en løsning, der ikke begrænser parkeringsmulighederne for rejsende til Ystad og Køge, hverken i antal eller afstand til færgeterminalen. Det er det arbejde, der er begyndt med dialogen med havnen.