Hurtigfærgerne sejler ikke mere i dag: Povl Anker sættes ind

Hurtigfærgerne sejler ikke mere i dag: Povl Anker sættes ind
TOPNYHED | TRAFIK | Søndag 6. august 2023 • 21:00
TOPNYHED | TRAFIK | Søndag 6. august 2023 • 21:00

Hurtigfærgerne Express 1 og Express 5 kommer ikke ud at sejle mere i dag, søndag.

Det oplyser Bornholmslinjens pr- og kommunikationschef Jesper Maack til Tidende.

Express 1 bliver således liggende i Ystad og Express 5 i Rønne.

I stedet sættes den konventionelle færge Povl Anker ind på en dobbelttur med afgang fra Rønne klokken 22.30 og retur fra Ystad klokken 02.00.

– Ingen hurtigfærger kommer til at sejle mere i dag. Det dårlige vejr er langt vildere og kommet meget tidligere end prognoserne sagde, lyder det fra Jesper Maack.

– Vi har vind på 20-22 sekundmeter i stødende.

Men der er langt fra plads til alle passagerer fra de planlagte hurtigfærge-afgange på Povl Anker. Derfor opfordrer rederiet til, at de passagerer, der godt kan vente med at rejse, kører hjem - eller alternativt finder et sted at være på Bornholm eller i Ystad, siger Jesper Maack og henviser til reglerne for, hvilke rettigheder man har som passager ved ændringer i sejlplanen. Dette regelsæt kan findes på Bornholmslinjens hjemmeside.

Hvad angår sejlplanen for mandag er meget stadig usikkert.

Bornholmslinjen meddelte allerede tidligere på dagen, at Povl Anker erstatter hurtigfærgerne mandag morgen - med afgang fra Rønne klokken 05.30 og retur fra Ystad klokken 09.00.

Men det bliver nok svært at få Povl Anker afsted allerede klokken 05.30 fra Rønne igen, når returafgangen i nat er klokken 02.00, oplyser Jesper Maack, der vil opdatere yderligere, når der er nyt om morgendagens sejlads.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT