Han er stemmen på færgen

Siden Molslinjen med Bornholmslinjen overtog besejlingen af Bornholm i 2018, har der til tider været høj søgang – også i kommunikationen mellem rederiet og Bornholm. Mød manden, som igen og igen må rede trådene ud.

Det er umiskendeligt Jesper Maack, der taler:

– Kaptajnen og hele skibets besætning byder passagererne velkommen ombord på turen til Ystad...

Det kan mange bornholmere høre, når de sidder på færgen, og da i hvert fald enhver bornholmsk journalist, for hvem fra sidstnævnte gruppe har ikke ringet til Molslinjens pr- og kommunikationschef på ét eller andet tidspunkt og spurgt om, hvorfor en af Bornholmslinjens færger er forsinket, og hvornår er Povl Anker tilbage fra værftsopholdet, og kan fragtkapaciteten udvides, hvordan går det med jeres T-foil, hvor tæt var jeres hurtigfærger egentlig på at støde ind i hinanden, hvorfor ramlede I ind i molen i Rønne Havn, og hvor mange gange kan den dér Express 5 egentlig blive forsinket?

Hva’, Jesper Maack?

Hva’, hva’, hva’…?!

Sidder man en tidlig morgen på Express 1 og hører hans imødekommende informationstale over højttaleren på både dansk og internationalsk – altså engelsk – kan det virke som en hyggelig lille hilsen fra en snarlig fremtid, hvis man rent faktisk har besluttet sig for at rejse til Molslinjens domicil på Aarhus Havn for at mødes med ham og finde ud af lidt mere om, hvad han egentlig er for en starut.

Hvordan er han havnet i den varme stol, hvor journalister konstant og hele tiden ringer og stiller prekære og irriterende spørgsmål, som mest er brygget efter devisen "find fem fejl", "mangler og fejlskud i færgetrafikken" eller slet og ret "hvad pokker har I gang i?".

Og forholder det sig overhovedet rent faktisk sådan, at det er dét, han bruger sin dag på? Eller hvad?

Jesper Maack er uddannet journalist, og hans vej til informationsbranchen frem for at være repræsentant for den såkaldt fjerde statsmagt, som gerne stiller (kritiske) spørgsmål til alt og alle, har taget nogle sving.

Det skal for eksempel snart vise sig, at han rummer en lettere syret historie om, hvordan han ved en pludselig indskydelse fandt ud af, at han da skulle til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i Aarhus. Mindre syret blev den historie ikke af, at hans gamle folkeskolevenner i dag vil bedyre, at det vidste de da altid, at han skulle – være journalist. Kun Jesper vidste det åbenbart ikke. Eller snarere: Han havde glemt det undervejs, og på den baggrund er det jo fint, at skæbnen en dag sendte en budbringer durk ind ad hans dør og på den måde bragte ham på rette vej.

Skal man mødes i øjenhøjde, er det nu engang bedst i 3D, altså i den virkelige verden, hvor et håndtryk er et håndtryk, og med eksempelvis DSB's medvirken kan det naturligvis sagtens lade sig gøre. Altså, først færgen fra Bornholm – god morgen, Jesper – siden intercitytoget, og ja, så er man fremme.

Indtil for et par år siden lå Molslinjen mere centralt placeret i byen, for færgerne sejlede på det nærmest helt ind til centrum, men sådan er det ikke længere, hvilket taxichaufføren glæder sig over. Det giver mere gang i biksen at køre folk de 4,8 kilometer ud til det yderste af havnen, hvor rederiet og dets færger nu holder til.

En anden tonnage

Derude, hvor også havet rykker tæt på ligesom udsigten dels ind mod Marselisborg Dyrehave, dels ud mod Aarhus Bugt og den jyske "dryptud" på den anden side af vandet, fremgår det snart, at Molslinjens administrationsbygning tydeligvis er ganske nybygget – men også ganske aflåst.

Heldigvis kan man da ringe til Jesper Maack for at spørge, om man kan få foretræde. Snart lyder hans stemme i mobilen, og ork jo, man er velkommen, og pludselig lyder stemmen også som et ekko i levende live lige bag Bornholms Tidendes medarbejder, som er vandret nogle meter væk fra indgangen for at skue lidt ud over havet:

– Nå, står du lige der?

Ja da, og lige dér står Jesper Maack så i levende live i 3D og byder indenfor.

Først runder han lige et opbevaringsrum for kontorartikler og lignende.

– Hvor finder jeg et plastikchartek, mumler han frem for sig.

Dér var de.

– Jeg skal til Fanø i morgen og have nogle papirer med, forklarer han, inden han byder på kaffe fra den nye Bentax-kaffemaskine i den mennesketomme kantine.

På Fanø har Molslinjen også en færgerute.

Hans mobil ringer, og da han siger sætningen "vi sætter en anden tonnage ind på Bornholm i morgen", begynder Tidendes udsendte at spidse øren og diskret at notere ned.

– Vi sætter nogle mere reelle skibe ind end hurtigfærgerne, forklarer han personen i den anden ende.

– Nogle konventionelle færger. Men det ved de bornholmske medier godt, tilføjer han.

Og jeg stopper med at skrive, men siger til gengæld, da han har sagt farvel:

Det var pokkers, jeg troede lige, jeg måske havde fat i noget!?

– Ja, ler han.

– Jeg overvejede faktisk, om jeg kunne trække den, til du kom, men nej, det gik ikke at vente.

Det er mandag, og tirsdag byder på både sne og megen blæst – og altså deraf affødte ændringer i fartplanen.

Vi går op til hans kontor på 1. sal, men bliver enige om at finde et mødelokale for ikke at forstyrre hans kollega, Louise Wulff, som sidder ved skrivebord over for hans.

Projektet viser sig dog at ende i en ørkenvandring på flere etager gennem bygningen, hvor alle mødelokaler er optagne.

– Vi er allerede ved at mangle plads, sukker Jesper Maack, inden vi bliver enige om, at kantinen, som på dette tidspunkt er ret mennesketom, da snildt kan bruges til formålet.

Så er vi jo også tæt på den der kaffemaskine.

Er der lidt trængsel hos Molslinjen, kan det nok hænge sammen med, at rederiet for nylig gjorde et større indkøb, nemlig overtog den dansk-svenske færgerute ForSea, som sejler mellem Helsingør og Helsingborg. Nok er der kun tale om en bette smuttur på cirka 20 minutter hver vej, men når syv millioner passagerer årligt benytter sig af den, forstår man, at der er tale om en betydelig forretning.

I forvejen havde Molslinjen i omegnen af 1.200 medarbejdere – alene her i huset vurderer Jesper Maack, at der sidder cirka 55 – men kunne så med ForSea lægge yderligere 500-600 til, hvoraf hovedparten dog er placeret i Helsingborg.

Den slags kan godt medvirke til noget turbulens i en organisation, hvor to kulturer pludselig skal flette fingre. Og er der plads til alle, eller vil såkaldte synergieffekter resultere i fyringsrunder?

Endnu er det for tidligt at konkludere noget, men hvad med Jesper Maack selv, skal han nu være pr- og kommunikationschef i denne endnu større organisation?

– Ja, det går jeg da ud fra, siger han.

– Men man kan sige, at i princippet er vi så tidligt i processen lige nu, at der jo ikke rigtig er nogen, der for alvor ved, hvad der kommer til at ske.

Lad os indtil videre tro på, at Jesper Maack går fra at være pr- og kommunikationschef for i omegnen af 1.200 medarbejdere og til i omegnen af måske 1.700 og dermed fra af være Maack og til Big Maack – og så forsøge at finde ud af noget mere om, hvorfra han oprindeligt kommer, og hvem han er.

Diverse job

– Jeg er født i Silkeborg, siger han og sender et blik ud gennem vinduet hen over havnebassinet og ind mod Aarhus.

Med lidt røntgensyn kunne han såmænd have fået øje på fødebyen, som i fugleflugt ligger kun 40 kilometer herfra.

Ikke at han har de store erindringer fra den, for da han er to år, flytter familien bestående af far, mor, lillebror og ham selv til Hovedgård, som er en lille by syd for Aarhus ned mod Horsens.

Her går han i skole indtil 8. klasse, hvor familien så flytter til Horsens, hvor han tager sin studentereksamen.

Hvad skulle du så?

– Ja, hvad skulle jeg så? Det vidste jeg faktisk ikke, siger Jesper Maack.

– Men det er lidt sjovt, at når vi har haft reunions på gymnasiet, så taler man jo om, hvad man nu laver, og da jeg oprindeligt fortalte, at jeg havde læst journalistik i Aarhus, så sagde de: Selvfølgelig! Og jeg kan huske, at jeg tænkte, hvorfor siger I egentlig det? Jamen, de havde altid vidst, at jeg ville gå den vej. Det huskede jeg bare ikke selv.

I stedet kastede den unge Jesper sig ud i diverse job fra jord- og betonarbejder og til staldmand, altså beriderelev på en rideskole. Hans familie havde været meget involveret i heste lige fra han var lille, og han havde haft sine egne spring- og dressurheste, som han red til stævner og generelt passede og tog sig af.

Men journalistikken, kan du huske, hvornår ideen om den opstod, og hvor den kom fra?

– Ifølge de andre i skolen havde det jo altid været der. De kunne huske, at jeg helt tilbage i folkeskolen altid gik rundt og interviewede folk og den slags og også sagde, at jeg ville være journalist. Ja, det er sjovt, man kan glemme den slags, men jeg husker det ikke selv.

Men kan du så huske, hvornår du kom i tanke om det og tænkte, at det da var det, du skulle?

– Jeg kan huske, at jeg var nede på en stor rideskole ved Kolding, hvor jeg red og passede folks heste, og hvor jeg også boede, men samtidig var jeg også blevet optaget både til at uddanne mig som flyveleder og på laborantskolen – og begge dele var sådan lidt panikagtigt. Men i Kolding boede jeg på værelse hos en sønderjyde, der hed Dines, og så en dag, jeg ligger og tager en lur, brager min dør pludselig op, og så står der en fyr, som jeg aldrig har set før, og spørger er Dines ikke hjemme?! Øh, sagde jeg, det ved jeg ikke, jeg ved heller ikke, hvem du er? Jamen, det er bare fordi, skal vi ikke se fodbold, spørger han så, og jeg var sådan, hvad? Altså, hvem er du? Du er jo en helt vildt fremmed, der står her. Jamen jeg hedder Bjarne, og jeg boede her hos Dines før dig, siger han.

Det viser sig, at Bjarne nu bor et andet sted i Kolding, hvor der ikke er noget fjernsyn, men at der altså er den her vigtige kamp, han gerne vil se.

– Kan vi ikke se den, spørger han, fortæller Jesper Maack.

– Okay, siger jeg, så jeg står ud af sengen og får to øl på bordet. Og så sidder Bjarne og jeg altså og ser fodbold. Og Dines var der ikke, men vi præsenterer os jo og taler lidt om, hvad vi laver, og det viser sig, at Bjarne skal til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen. Og så tænkte jeg: Det vil jeg også!

Det ender med, at de to unge mænd, som altså gør deres bekendtskab i den fraværende Dines lejlighed, sammen kommer på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1985, da Jesper Maack er i begyndelsen af tyverne.

Vågen i flere døgn

Han kommer i praktik på Horsens Folkeblad – han boede også i Horsens – og som færdiguddannet i 1989 begynder han på Vejle Amts Folkeblad.

– I dag er jeg ked af, at jeg aldrig rigtig fik prøvet studielivet i Aarhus af, fordi jeg blev boende i Horsens, men på det tidspunkt havde jeg stadig mine heste, jeg skulle passe, siger han.

Det kapitel er dog for længst slut og sin sidste springhest solgte han faktisk til den tidligere professionelle fodboldspiller Flemming Lund.

– I studietiden arbejdede jeg om natten på en tankstation for overhovedet at have råd til hestene, siger Jesper Maack.

– Og det betød, at jeg nogle gange fanme ikke sov flere døgn i træk, det var bare af sted til Aarhus efter arbejde, hjem til hestene efter skolen, på arbejde og så videre. Det endte altid på samme måde, nemlig at jeg faldt i søvn i toget på vej hjem til Horsens og kørte for langt, og så endte jeg jo i Vejle. Åh, for helvede.

På Vejle Amts Folkeblad startede han på en lokalredaktion i Juelsminde, inden han kom på hovedredaktionen som kriminalreporter og feature-skribent "i en fem års tid".

Og det var godt?

– Det var rigtig godt! Altså, det er de lykkeligste år af mit journalistliv. Det var jo, imens det var godt at lave avis, og der var mange papirabonnenter, vi kunne slås med Horsens Folkeblad om. Det var sjovt, og jeg har masser af venskaber fra den periode. Alle eller rigtig mange af mine allerbedste venner, som jeg stadigvæk ser jævnligt, har jeg mødt på Vejle Amts Folkeblad. Mange af os var i 1992, hvor vi jo også vandt EM i fodbold, til en legendarisk Roskilde Festival, hvor vi blandt andet så Nirvana, og så dannede vi en rockklub. Vi er siden mødtes tre, fire, fem gange om året, hvor vi så quizzer hinanden om rockmusik, udnævner årets rockplade og den slags.

– Vi har lige for nylig siddet og planlagt den mest koordinerede indsats siden Rommels indtog i Afrika, tror jeg, for at få de rigtige telte og sådan noget næste gang, vi skal til Roskilde. Vi er mellem 10 og 15 med hvert år, og det er virkelig sjovt. Og hårdt, siger Jesper Maack, men ser nu ganske fornøjet ud alene ved tanken.

I midten af 90'erne snusede han så småt til de æterbårne medier, fordi der var brug for ferieafløsere på Vejle Lokal Radio, som hørte under avisen, og eftersom han havde haft radio på Journalisthøjskolen, blev han spurgt, om ikke han kunne tage ned at passe redaktionen der, mens journalisterne holdt ferie.

– Det kunne jeg godt, og det, syntes jeg jo egentlig, var ret sjovt, hvilket blev bemærket på den regionale DR-region, som dengang hed Kanal 94. Og så ringede de til mig en dag og sagde, prøv at høre, vi tror, at du skal op til os og arbejde, siger Jesper Maack.

– Og det blev vi så enige om.

Hvorfor? Du havde det jo rigtig godt der, hvor du var?

– Ja, men jeg var jo... Jamen det ved jeg ikke. Jeg tror, det er sådan en kombination af, at det kunne være sjovt at prøve at lave noget andet. Jeg havde været på Vejle Amts Folkeblad i fem år, og man er også altid smigret over at blive spurgt. Dertil så lønnede DR faktisk godt på det tidspunkt og var også en velrenommeret organisation. Først var jeg sådan en reporter-type, der producerede nyheder og læste op i radioen, så blev jeg morgenvært, og så begyndte jeg at lave noget sport på P3. Det der hed Sport på Treeren i gamle dage.

Passe børnene

I 1997 blev han spurgt, om han ville være reporter på Tour de France, altså året efter Bjarne Riis vandt, men på det tidspunkt havde han rent faktisk også fået en forespørgsel om at arbejde for den lokale TV2-region, TV Syd, nede i Kolding.

– Og jeg havde gået og spekuleret lidt over, om jeg skulle tage skridtet avis, radio, tv, og det endt med, at det sagde jeg ja til, og derfor blev Tour de France min sidste opgave for DR i den omgang.

Han blev på TV Syd i 10 år.

– Jeg har aldrig haft nogen som helst plan med noget som helst egentlig, men jeg havde alligevel sådan lidt en plan om, at jeg ikke skulle være et sted ret meget mere end fem år, siger han.

– Fordi så begynder rutinerne at indfinde sig.

Han havde i imidlertid mødt sin senere kone, som var musiktekniker på Danmarks Radio, og de fik to piger, Mathilde og Alberte, i den tid han var på TV Syd, hvor han primært arbejdede som redaktør. I 2008 blev parret dog skilt, og redaktørjobbet med tre ugentlige vagter på hver 12 timer passede ikke til en syv-syv-ordning, hvor pigerne hver anden uge boede hos ham.

– Det var en presset periode, hvor jeg tænkte, hvad skal jeg nu? Jeg var nødt til at have et job, hvor jeg kunne passe børnene hver anden uge, og så lige pludselig en dag så jeg et jobopslag fra den lokale bredbåndsleverandør, Stofa i Horsens, som søgte en kommunikationschef. Og præcis to dage forinden var jeg blevet ringet op af en konsulent, som sagde, "vi har tænkt på dig, kunne du tænke dig at komme i dialog med os om et job som kommunikationschef i en større sønderjysk virksomhed?". Børnene boede i Vejle, og jeg kunne ikke pludselig arbejde i Sønderjylland, så jeg sagde pænt nej tak, men jeg nåede lige at tænke, at det selvfølgelig var en mulighed med den type arbejde, og det havde jeg aldrig tænkt over selv.

Han søgte jobbet hos Stofa og fik det. Var der i fem år, hvorefter han nåede han at være redaktionsleder på DR Syd i tre år, ligeledes med "almindelige arbejdstider".

– Og på det tidspunkt havde jeg også mødt Louise, som så er min kone i dag, og der var begyndt at tegne sig rammerne af et mere almindeligt familieliv igen med de fem børn, vi har tilsammen, siger han og ser på sin mobil, som ligger ved siden af ham på kantinebordet.

– Ja, det kan du bare se, nu har den ringet syv gang, konstaterer han og slukker den igen.

En pr- og kommunikationschef har meget at se til.

Spændende proces

Efterhånden fandt han, at DR's system var lidt tungt at danse med og blev opmærksom på stillingen i Molslinjen.

– Og så tænkte jeg: Det lyder skægt! Jeg søgte og fik jobbet i 2017, da rederiet havde vundet sejladsen til Bornholm og skulle tage over fra Bornholmerfærgen i september 2018. Dermed blev selskabet meget større, og man fandt ud af, at man skulle have en eller anden form for kommunikation både internt og eksternt. Man skulle jo have nogle ting til at hænge sammen mellem Rønne og Aarhus.

Nu har du været i Molslinjen i seks år, skal du snart videre?

– Molslinjen sørger for at holde jobbet spændende, og nu har vi lige overtaget ForSea og er i gang med en interessant proces, siger Jesper Maack.

Hvilket betyder nej, han skal ikke videre lige nu.

Det er jo dig, der siger pænt goddag og farvel, når man tager en tur med Bornholmslinjens færger, skyldes det, at du har lavet radio, så den opgave snuppede du?

– Det var faktisk en fra den kommercielle afdeling, der pludselig kom og sagde "sig mig engang, kunne du være i stand til at speake på færgerne?", og jeg svarede, at ja, det kan jeg godt. Jeg har jo lavet en masse inden for DR. Men det var ikke helt velovervejet, for det var jo speaks på alle Molslinjen færger på dansk og engelsk og nogle også på tysk. Så det var et større arbejde og et gigapuslespil.

– Men vi har jo otte millioner kunder om året, så jeg har en stor lytterskare derude. Med ForSea, hvor der er en anden, der har speaket, har vi 15 millioner kunder, og dér skal der tales svensk, så jeg melder pas, haha. Men det er sjovt, for det sker, at jeg for eksempel på Facebook får en kommentar fra en gammel gymnasiekammerat eller en bekendt, som jeg nærmest har glemt, men som eksempelvis skriver "det er sgu da dig, der snakker på færgerne nede på Langeland?!". Ja, det er faktisk rigtig nok. "Jamen, jeg vidste jeg kunne kende den stemme", ler Jesper Maack og tilføjer:

– Så mig og hende inde på Hovedbanegården – dingdong! – har et stort publikum.

Tiden er gået, DSB's intercitytog venter oppe på Aarhus Hovedbanegård, siden Kombardoekspressens bus i København og endelig Express 1 i Ystad Havn.

Klokken nærmer sig midnat, da den er på vej ind i Rønne havn, og der lyder en stemme i dens saloner:

– Færgen er i havn om få minutter, vi beder bilisterne om at gå til bilerne og venligst huske på, at rygning ikke er tilladt i bilerne og på vogndækket (...) Tak fordi du rejste med Bornholmslinjen.

Jeg vidste, jeg kunne genkende den stemme.

På den anden side af hegnet

Jesper Maack flyttede fra journalistikken til pr- og kommunikation.

Jesper Maack, pr- og kommunikationschef i Molslinjen, havde som uddannet journalist aldrig overvejet så at sige at rykke om på den anden side af hegnet for at arbejde med pr- og kommunikation, men søgte ikke desto mindre sådan et job hos Stofa og siden hos Molslinjen.

Så er der jo særlige hensyn at tage i forhold til den virksomhed, man arbejder for – og du havde altid set dig selv som journalist, så hvordan var det?

– Det var superspændende at være på Stofa Det var sjovt at komme, som du selv udtrykker det, på den anden side, og det er faktisk fuldstændig de samme værktøjer, man bruger.

Jo, men nu skal du tænke strategisk, hvis den gode historie er en dårlig historie for virksomheden. Altså, hvordan formidler du den videre, så den får en lidt anden konnotation eller en anden farve, så den er mere skånsom eller positiv?

– Det er stadig det der med at finde historien, finde målgruppen og så få den præsenteret på den rigtige måde. Men det er klart, at som journalist på DR for eksempel tjener man jo almenvellet. Man tjener selvfølgelig sin avis og sin radiostation og er i øvrigt i oplysningens tjeneste, men i princippet opdagede jeg, at det ligner hinanden meget mere, end man skulle tro.

Første gang Jesper Maack nævnes i Tidende er 4. marts 2017, hvor avisen fortæller om en navnekonkurrence, den har lavet, og hvor bornholmerne ud af 420 forslag valgte Bornholmer Expressen.

Jesper Maack forklarede dog, at færgen nu engang skulle hedde Express 1, "men der er intet i vejen for, at den også får et kælenavn. Bornholmerne må meget gerne kalde færgen Bornholmer Expressen", sagde han.

Det faldt ikke i god jord hos Bornholms Tidendes daværende chefredaktør, Søren Christensen. Han mente ikke, at Express 1 sendte de rigtige signaler om et rederi, der står for en samfundsbegrundet færgebetjening af en landsdel.

– Jeg synes selvfølgelig, at det er noget pjat, sagde han i avisen.

– Jeg forstår ikke, at man ikke vælger at lytte til bornholmerne, som man skal samarbejde med i mange år fremover, og som Molslinien kommer til at tjene mange penge på. Var de kommet os i møde, ville de penge, et navneskift ville koste, være givet godt ud.

Og han satte trumf på med denne bemærkning:

– Desværre sender det her et signal om – som jeg også har haft på fornemmelsen – at Molslinien bliver en helt anden samarbejdspartner, end Færgen har været det.

Konfliktfyldt

– Jeg kan godt huske, der var noget, siger Jesper Maack i dag.

– Og det viste sig jo også at være historien måske det første år, at det var lidt konfliktfyldt. Jeg har talt med folk med stor erfaring i færgebranchen siden, og de siger, at det altid tager to år at køre en færge ind. Vi reducerede prisen til under det halve, så på den måde var vi foran på point, men vi var jo nok lidt for sikre på, at det her med at sejle med færgerne, det kunne vi. Så vi betalte nogle lærepenge i en periode i forhold til, at det at sejle til en destination som Bornholm er noget helt andet end at sejle en rute i Kattegat.

Ind imellem sker der ting, hvor I vel må overveje, hvordan I serverer den historie bedst muligt for jer selv?

– Ja, men ikke nær så ofte, som man skulle tro.

Men der vil jo altid være historier, hvor du skal forsøge at farve historien lidt anderledes, så den fremstår bedre for jer?

– Nej, ikke nødvendigvis. Jeg arbejder et sted her, hvor jeg er omgivet af rigtig dygtige og ordentlige mennesker. Det er det, jeg kan sige. Og ellers så ville jeg ikke være her, og jeg er ikke ansat til at skjule noget. I min allerførste jobsamtale sagde jeg, at jeg havde brug for, at vi kommunikerede åbent og ærligt, men så påtog jeg mig også gerne opgaven med at lave en tilgængelig kommunikationsafdeling. Den daværende direktør, Carsten Jensen, sagde, at det er lige præcis det, vi skal have. Vi skal kommunikere åbent og ærligt, siger Jesper Maack.

Ind imellem kan du jo godt blive lidt sur på journalisterne og vice versa – det har jeg selv oplevet – men jeg har også oplevet, at du lidt som en korkprop vender tilbage til overfladen i godt humør, så vi kan kommunikere igen, er det bevidst?

– Jojo, det er rigtigt. Og det er jo også en vigtig ting at kunne, siger Jesper Maack.

– Men jeg bryder mig ikke om, hvis nogen tænker om mig, at jeg er ude på at snyde og bedrage.