Hvor luftalarmer er hverdag i Ukraine, er det her på Bornholm noget, vi som regel kun hører den første onsdag i maj, hvor myndighederne tester varslingssirener. I weekenden lød luftalarmen dog ved Bornholms Forsvarsmuseum i Rønne.
Heldigvis var der bare tale om en markering af et besøg fra forfatteren til bogen "Man lader da ikke en by brænde", fortæller Michael Stuhr, som er næstformand i støtteforeningen Kastellets Venner Bornholm. I Kasteltårnet fortalte Frederik Madsen om redningsarbejdet i Rønne og Nexø efter bombardementerne i maj 1945.
– Efter foredraget lød luftalarmen igen, denne gang suppleret med fly, der kastede bomber, og uden for på plænen var der tændt ild. De bornholmske brandkadetter blev tilkaldt og mødte med brandbil og gik i gang med slukningsarbejdet. Blandt publikum faldt en person om, og brandkadetterne trådte straks til og ydede førstehjælp. Der var dog tale om et planlagt moment, fortæller Michael Stuhr i en pressemeddelelse.
Bagefter var der mulighed for at kigge på en moderne brandbil og den originale Chevrolet-brandbil, der deltog i slukningsarbejdet i 1945.