Sørens banner fjernet af BRK: Han har hængt det op igen

Sørens banner fjernet af BRK: Han har hængt det op igen
Søren Danig har i trods hængt et nyt banner op. Fotos: Jesper Gynther
TOPNYHED | ERHVERV | Mandag 18. august 2025 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
TOPNYHED | ERHVERV | Mandag 18. august 2025 • 05:30

Lørdag morgen blev et banner fjernet på Gudhjem Havn, som viser, hvornår M/S Thor sejler til Helligdomsklipperne. Ifølge reder Søren Danig er det kommunen, der har fjernet det, men han har nu i trods hængt et nyt op. Snart opgiver han dog endegyldigt kampen for at beholde banneret. – Jeg har skrevet til dem, at jeg stopper med at sejle efter i år. Så forstår jeg ikke, at de gider blive ved med at køre krig på det her og ødelægge mit liv på det, siger han.

Det seneste års tid har ejeren af M/S Thor kæmpet for at få lov til at beholde sine bannere på Gudhjem Havn, som viser, hvornår det 112 år gamle træskib sejler til Helligdomsklipperne. Lørdag morgen kulminerede konflikten, da et af hans bannere blev fjernet, som hang på slæbebroen ved skibets anløbsplads.

Allerede få timer efter havde Søren Danig dog hængt et nyt banner op. Han er nemlig ikke enig med regionskommunen i, at banneret skal fjernes.

– Jeg havde sgu håbet på, at de var lidt mere fornuftige end som så, men det var så ikke tilfældet, siger Søren Danig og fortæller, at han har fået bekræftet, at det er kommunen, som har fjernet banneret.

Ifølge Søren Danig havde han da også forinden fået et varsel om, at regionskommunen ville fjerne banneret, hvis ikke han selv gjorde det. Han havde dog til det sidste håbet på, at regionskommunen ville undlade at fjerne banneret. Eller i det mindste ville vente, til sæsonen var slut.

– Jeg har skrevet til dem, at jeg stopper med at sejle efter i år. Så forstår jeg ikke, at de gider blive ved med at køre krig på det her og ødelægge mit liv på det, siger Søren Danig, som fortæller, at han har fået bekræftet, at det er kommunen, som har fjernet banneret.


Søren Danig har sejlet med M/S Thor i otte år, men efter i år er det slut med at være ejer. Han afviser dog ikke at tage nogle vagter, hvis der kommer en ny ejer, som vil drive M/S Thor videre.

Stor betydning for billetsalget

Ifølge Søren Danig har banneret hængt ved anløbspladsen de seneste 15 år. Det kom i stand efter opfordring fra Christiansøfarten, som var trætte af, at der kom folk hen til dem og spurgte, hvor man kunne købe billetter til M/S Thor. Den daværende ejer af skibet fik derfor lavet en mundtlig aftale med havneadministrationen på Gudhjem Havn om at måtte have to bannere hængende ved skibets anløbsplads.

Bannerne har med årene fået stor betydning for, hvor mange billetter der bliver solgt til sejlturen, hvor man kan opleve Helligdomsklipperne fra søsiden. Derfor er Søren Danig, som har ejet M/S Thors de seneste otte år, stor modstander af, at bannerne skal fjernes.

– Vi kan jo se, hvor meget det betyder for strøgkunderne. Det er jo ikke ligesom en tøjbutik, hvor du kan se tøjet i vinduerne. Du har jo ikke en jordisk chance for at se, at der er et skib, hvis ikke der er et skilt, siger han og vurderer, at uden tydelig skiltning med afgangstider vil indtægten fra sejladsen blive halveret.

– Den anden ting er, at lystbådene ikke vil kunne se, at den havneplads er min, hvis skiltet bliver fjernet. Og så skal jeg ligge og slås med lystbåde, der ligger til hele tiden.


Der er mange skilte på Gudhjem Havn, men Søren Danig har måttet kæmpe hårdt - og uden held - for at få lov til at beholde sine skilte.

Efterlyser dialog

I vinters fik Søren Danig besked fra kommunen om, at bannerne ikke må hænge der længere. Søren Danig blev ved den lejlighed opfordret til at lovliggøre sin virksomheds skiltning på kommunens ejendom ved at fremsendelse en ansøgning til Byg.

"Du har samtidig allerede fået havneadministrationens tilladelse til at skilte med A-skilte, som opsættes og nedtages samme dag. På den måde er kommunens administration af din virksomhed ligestillet med andre virksomheder på kommunale havne, herunder havnen i Gudhjem", skrev kommunaldirektør Sine Sunesen til Søren Danig den 7. januar, hvilket Tidende tidligere har beskrevet.

Søren Danig kan dog ikke forstå, hvorfor han skal pille sit banner ned hver dag, for når han går rundt i Gudhjem, ser han mange andre skilte, som står der permanent. Blandt andet har Christiansøfarten et stort skilt med afgangstider hængende på bygningen, der huser havnekontoret.

– Der er noget mærkeligt noget i det her. Og så kan det godt være, at de synes, at jeg har snakket grimt til dem på et eller andet tidspunkt, men det er jo ret underordnet. De skal jo behandle alle lige under alle omstændigheder, siger Søren Danig, som efterlyser noget mere dialog med regionskommunen.

– Vi er jo aldrig kommet dertil, hvor de har villet tage imod en indbydelse til et møde, hvor vi kunne snakke om, hvad der kunne lade sig gøre, og hvor de kunne fortælle mig, hvad der skal til. Jeg tror fem gange har jeg spurgt, om det var en god idé at mødes, og de svarer ikke på det. Det bliver bare ignoreret.


Snart er det slut med at være virksomhedsejer, og der venter i stedet et pensionistliv for Søren Danig.

Vil sælge eller sende skibet til ophugning

Søren Danig afventer nu, om det nye banner han har sat op også bliver fjernet.

Han frygter ikke at løbe tør for bannere, for regionskommunen må ifølge Søren Danig ikke konfiskere det.

– Nej, de skal åbenbart udlevere dem igen, siger han og fortæller, at banneret blev afleveret på havnekontoret, hvor Søren Danig har fået det udleveret igen.

Søren Danig har ikke tænkt sig at tage sagen til domstolene for at få lov til at beholde skiltene og bannerne.

– De har så store muskler i kommunen, at de bruger bare oceaner af penge på det. Og det er jo mig, der skal betale for min advokat, så der er jo en kæmpe procesrisiko i det. Og jeg har brugt et par hundrede tusinde kroner på advokat, jeg gider ikke bruge mere, siger han.

I stedet har Søren Danig tænkt sig at sælge M/S Thor. Hvis det ikke lykkes, vil han sende skibet til ophugning i Nexø. Han orker nemlig ikke at fortsætte kampen mod regionskommunen ret meget længere.

– Jeg skal til at have et liv igen. Jeg har sovet så dårligt de sidste otte måneder, at jeg skal bare til at have min søvn igen. Fordi det her går mig simpelthen for meget på. Hvis det ikke var fordi, der var en, der gerne ville købe den, så havde jeg stoppet i dag. Jeg gider ikke denne her behandling. Jeg flytter også fra Bornholm, jeg gider simpelthen ikke bo herover mere, siger han og fortæller, at han i stedet vil gå på pension.

– Jeg skal bare være pensionist. Jeg er heldigvis så gammel, så jeg har en gammel pensionsordning, så man kan starte udbetalingen, når man bliver 63, siger 62-årige Søren Danig.


Det historiske gamle træskib M/S Thor har siden 1913 sejlet langs den bornholmske klippekyst med de næsten majestætiske klippeformationer.

Flytter fra Bornholm

Han havde ellers tænkt sig at fortsætte med at drive M/S Thor nogle år endnu og på den måde være med til at skaffe nogle skatteindtægter til Bornholm.

– Det er jo fuldstændig åndssvagt for det her samfund, at man ikke vil have mine skattepenge. Jeg synes simpelthen, at kommunen opfører sig så dårligt, som man overhovedet kan i sådan noget her. I stedet for at tage en dialog med erhvervslivet om det, og finde ud af, hvordan vi kan gribe det an på en måde, så alle kan leve med det.

– Det er ikke en måde at opføre sig på. Og det er simpelthen den del, som mangler fuldstændig kulturelt i BRK, det er forståelsen for, hvordan erhvervslivet fungerer, hvordan samfundet fungerer. De ved udmærket godt, hvordan en skole fungerer, og hvordan ældreplejen fungerer, fordi det er der nok, der råber højt til. Men hvordan indtægterne fungerer, det ved de ikke, siger Søren Danig.

Så det er med en bitter smag i munden, du forlader Bornholm?

– Det vil jeg sige. Jeg er kommet her hele mit liv og har boet her rigtig mange år, men nu flytter jeg til København, og så må vi se, hvad det bliver til på lidt længere sigt. Jeg forlader ikke Bornholm helt, men jeg er i hvert fald ikke at finde som skatteyder, for nu går jeg hjem og flytter adressen om et øjeblik, og så flytter jeg.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra regionskommunen inden avisens deadline.

Læs mere:

M/S Thor risikerer at forsvinde: Sådan ser kommunen på sagen



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT