Hammershus får ikke plads til alt

Hammershus får ikke plads til alt
Vandstanden er høj i Køge Havn. Foto: Mikael Kronborg
TRAFIK | Onsdag 3. januar 2024 • 11:09
TRAFIK | Onsdag 3. januar 2024 • 11:09

Vandstanden i Køge Havn giver igen problemer for Bornholmslinjens fragtfærge.

Godsfærgen Hammershus' planmæssige afgang fra Rønne til Køge onsdag klokken 17.00 udsættes til klokken 22.00 med ankomst i Køge klokken 06.00.

Det skriver rederiet på sin hjemmeside.

Returafgangen fra Køge til Rønne udsættes dermed også fra klokken 00.30 (torsdag nat) til klokken 08.00 med ankomst i Rønne klokken 14.00.

"Den meget kraftige blæst samt højvandet pga. østenvinden, ser desværre ud til i forhold til nyeste prognose at fortsætte i løbet af i dag, og forventes først i morgen tidlig at være aftaget så meget at Hammershus kan anløbe Køge," skriver rederiet.

Hammershus får ikke plads til al fragten, så "der bliver foretaget en prioritering i samarbejde med fragtkunderne", oplyser rederiet.

Den massive forsinkelse kommer i kølvandet på episoden fra tirsdag aften, hvor Hammershus måtte opgive at lægge til i Køge på grund af den høje vandstand. Den sejlede i stedet retur til Rønne.

FÅ ABONNEMENT